Ligestillingsminister Manu Sareen og Ole Thomsen fra Center Mod Menneskehandel er ude med den løftede pegefinger mod sexarbejdernes kunder.
I en undersøgelse fra YouGov er danske mænd blevet spurgt: Ville det afholde dig fra at gå til prostitueret, hvis du vidste, at hun kunne være offer for menneskehandel? Til det spørgsmål har 75 procent sagt ja. Resten har enten svaret ‘nej’, ‘måske’, ‘ved ikke’ eller ‘hverken eller’.
Det får Manu Sareen til at mene, at ”danske mænd ved for lidt om kvindehandel”. For som han siger: ”Det er helt vildt, at vi stadig har slaveri”.
Men måske er det Manu Sareen, der ved for lidt om kvindehandel. For de fleste ofre for kvindehandel er ikke slaver. De er udenlandske sexarbejdere, som frivilligt ønsker at arbejde i Danmark, men som har været ofre for en forbrydelse på deres vej hertil.
De sidste 4 år har Center Mod Menneskehandel mødt 183 formodet ofre for menneskehandel i Danmark. Af dem er nogle få bragt til Danmark mod deres vilje. Der findes ikke tal for, hvor mange af de 183 personer, der tvinges til at sælge sex, men det er meget, meget få.
Derfor er det fornuftige svar på YouGovs spørgsmål vel ”måske”. For det er uacceptabelt at købe sex af en kvinde, som er tvunget. Men der er intet i vejen for at købe sex af en udenlandsk sexarbejder, som er her i landet frivilligt. Uanset om hun er blevet snydt af de mennesker, der har hjulpet hende hertil eller ej.
Så når Ole Thomsen fra Center Mod Menneskehandel siger, at det skal gøres tydeligere, hvad disse kvinder har været udsat for – så er vi helt enige.
Comments are closed.