Sexslavehysteri

Opinion
Bo Jensen, Seksualpolitisk Forum, og
Susanne Møller, Sexarbejdernes InteresseOrganisation
Weekendavisen # 28
13. juli 2012

Organisationer og politikere ser det som deres opgave at gøre sexarbejde til et stort problem. Nogle af dem gør alt, hvad de kan, for at gøre trafficking til et større problem, end det i virkeligheden er. Hvis man skal være venlig, kan man sige, at de følger princippet om, at overdrivelse fremmer forståelsen.

Det ville ikke være noget stort problem, hvis bare myndigheder og medier kunne bevare hovedet koldt og stå som garanter for fakta. Men også deres fortælling om trafficking ligner moralsk panik.

De danske myndigheder siger, at en million ofre for trafficking havner i sexindustrien i den rige del af verden hvert år. Danmarks »andel« skulle så være 4.000 ofre. Men de danske myndigheder identificerer kun i snit cirka 50 mulige ofre om året. Begge tal – 1 million på verdensplan og 50 i Danmark – stammer fra Center Mod Menneskehandel.

Hvorfor accepterer man tal, som helt åbenlyst ikke hænger sammen? Ifølge dansk lovgivning kan man straffes med op til ti års fængsel for menneskehandel. Siden 2002 har der været cirka 50 domfældelser, de fleste har fået et par års fængsel, og ingen har fået mere end fire års fængsel. Det betyder, at vi kun har set milde tilfælde i Danmark.

Altså er der intet, der tyder på, at vi har »sexslaver«, som har været udsat for ulovlig tvang eller lignende i Danmark.

Retssagerne afslører, at der ikke er tale om slavehandel, men om almindelige forbrydelser. Den typiske sag handler om en migrant-sexarbejder, som er blevet
hjulpet illegalt til Danmark og har betalt for dyrt for billetten. De, som medierne kalder bagmænd, er typisk andre fattige migranter – en veninde, kollega eller kæreste.

Den svenske forfatter Jan Guillou har sammenlignet hekseprocesserne i Middelalderen og vore dages massehysteri, som pludselig kan gribe en hel befolkning og føre til en epidemi af anklager om pædofili. Anklagerne er så fantasifulde, at hvis man bevarer hovedet koldt, så kan man afvise dem alene, fordi de såkaldte fakta er modsigende og irrationelle. Det kan vi godt gennemskue, når vi har fået sagerne på afstand, men åbenbart ikke, når vi står midt i dem. Først bagefter bliver vi klogere.

Ethvert skolebarn ved, at heksene var almindelige kloge koner, og at de ikke bolede med Fanden. I dag ved vi, at frygten for hvid slavehandel for 100 år siden byggede på fire-fem sager af tvivlsom karakter. Hysteriet mod pædofile mænd i Danmark omkring år 2000 resulterede i 129 anklagede ved domstolene – og kun to af mændene blev dømt.

Lad os lære af historien og forholde os mere skeptisk, kritisk og analyserende til påstandene om millioner af sexslaver.

Når vi køber en avis, er det ikke for at blive påduttet fantasifulde noveller om sex og vold. Vi kræver kritisk, dybdeborende og gennemresearchet journalistik.
Når vi køber en avis, forventer vi at få fakta frem for fiktion. Vi skal ikke løbe med på massehysteriet og fokusere på de fem høns, for derved glemmer vi den lille fjer.

Myndigheder og medier må bevare fokus på den lille fjer – den migrante arbejder, der har været udsat for kriminalitet, for dét problem er alvorligt nok.

Comments are closed.