Udtalelse fra Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) i anledning af dommen mod ejeren af Non Stop Bio på Istedgade
Dommen i Københavns Byret viser, at sexarbejdere ikke har ret til at leje lokaler. Der findes ingen anden samfundsgruppe, der er frataget denne rettighed.
Dommen er tragisk for de sexarbejdere, der arbejder på Istedgade, og som nu ikke mere kan arbejde inden døre. Deres sikkerhed står på spil, når de fremover må følge med kunderne til steder, de ikke kender.
Det er overvejende migranter, der er sexarbejdere på Istedgade. Det er den gruppe, der nu bliver ramt på grund af en dybt forældet moralsk lov, der beskriver vort erhverv som “erhvervsmæssig utugt” og som vil bekæmpe ”kønslig usædelighed”, som det hedder i straffeloven.
Politikerne på Christiansborg har som deres vigtigste mission, at stå værn om borgernes rettigheder. Sexarbejderne på Istedgade har de frataget basale rettigheder gennem rufferiloven og driver heksejagt på dem med politi, domstole og andre myndigheder. De har nu fravristet dem det sidste sted, hvor de kunne leje et sølle lokale under rimeligt trygge forhold.
Nu er der kun biler og baggårde tilbage. Det har politikerne sørget for.
Det er op til politikerne på Christiansborg at sikre, at sexarbejderne på Istedgade får mulighed for at leje lokaler uden at udlejerne stilles for retten. På den måde vil der opstå flere og bedre steder, som sexarbejderne kan vælge imellem.
Sexarbejdernes Interesse-Organisation vil igen skrive til Retsudvalget om disse forhold.