Til socialdemokratiske medlemmer og delegerede til kongressen.
Jeg er en 52 årig kvinde, der har haft sexarbejde i mere end 20 år, og jeg skriver dette brev til jer der søndag d.27 skal stemme om det temapolitiske forslag vedr. kriminalisering af sexkøbskunder. Jeg vil inderligt bede jer om at stemme imod forslaget, og argumenterne vil jeg komme med når jeg lige har præsenteret mig selv.
Jeg er vokset op i et socialt betonboligbyggeri i forstaden til Kbh., i en arbejderklassefamilie, hvor der ingen akademikere er eller har været, og det gælder begge sider af hele min store familie.
Jeg og mine to mindre søskende voksede op i et kærligt hjem med megen omsorg, og med stor kontakt til hele den øvrige familie. Både min mor og min far havde 5 søskende hver, og jeg har et stort antal både kusiner og fætre.
Det siger sig selv at med arbejde som hjemmehjælper, telefonmontør, rengøringsassistent, tagdækker, ufaglærte arbejdsmænd og kvinder har vi aldrig været økonomisk begunstigede, men vi har altid haft et godt sammenhold, har leget og grint utroligt meget, og helt fra starten lærte jeg værdier som har fulgt mig resten af mit liv.
Ingen er mere værd end andre, alle nyder og yder respekt for sig selv og hinanden, at være solidarisk, at der ikke er nogen der skal have mere end andre, at alle har ret til at ytre sig, at der ikke skal gøres forskel på nogen, og ikke mindst at uretfærdighed og rimeligheder skal man ikke finde sig i.
Rent fagligt var jeg ret dygtig i skolen, og forlod den, efter at have sprunget niende klasse over og med en fin 10.klasses eksamen. Min egen mor var den dygtigste på hele hendes skole, så det var ikke noget specielt at være rigtig dygtig, det var dengang ikke ensbetydende med at man tog en længerevarende akademisk uddannelse, det var der ingen tradition for i vores familie.
Udover alle de gode værdier som jeg er vokset op med, blev min feministiske bevidsthed vakt ganske tidligt. Jeg tror det var i 4.klasse at vi piger kun kunne vælge husgerning, og drengene kunne vælge sløjd – jeg var jo blevet opdraget til at der ikke skulle gøres forskel, og det er min første erindring om en forskelsbehandling der gjorde at jeg blev feminist, selvom jeg ikke kendte ordet på det tidspunkt, og jeg mindes stadig med et smil på læben de besværligheder mine lærere havde med på nogen måde at overbevise mig om at det var i orden, for jeg gav mig ikke, og protesterede længe og højlydt.
Det blev starten på min gang i verden som en venstreorienteret feminist, og det er jeg i høj grad stadig i dag, hvor jeg, med udgangspunkt i de værdier jeg lærte som barn, protesterer højlydt og insisterende mod uretfærdighed og urimeligheder.
En anden erindring jeg tænker tilbage på med tilfredshed nu, var da jeg i starten af 80´erne blev tillidsrepræsentant, og stædigt måtte insistere på at mine 11 mandlige kolleger lærte og forstod at jeg ikke var tillidsmand, men tillidskvinde, og der gik da heller ikke lang tid før de introducerede mig som sådan til nye kolleger.
Nå, nu er det vist nok med præsentationen af mig selv, og jeg vil nu begrunde min opfordring til jer om at stemme nej til forslaget om kriminalisering af sexarbejdernes kunder:
Jeg har været med til at stifte SIO ( Sexarbejdernes Interesse Organisation) for 1 1/2 år siden.
Vi organiserede os fordi vi ikke kunne acceptere den useriøse og meget ensidige debat om os og vores job, som var totalt domineret af middelklassefeminister fra forskellige partier, og som konstant reproducerede myter, var fuld af påstande, misinformation og manipulerende brug af udvalgte citater fra tvivlsomme rapporter, med det formål at få købesex forbudt som i Sverige, og siden også Norge.
Medierne dvs. journalisterne havde intet ordentligt kendskab til det komplicerede tema, som jo handler om sex, penge, køn, klasse, magt, marginalisering, normativitet, social eksklusion, selvbestemmelse, faglige og personlige rettigheder, migration, kapitalisme og globalisering, og som jeg personligt oplevede det, så var journalisterne mikrofonholdere for en meget aktiv gruppe af forbudstilhængere, og det var virkelig vigtig at vi som sexarbejdere kom på banen.
Få journalister orker at læse de sparsomme rapporter der eksisterer, eller stille spørgsmålstegn ved, eller undersøge de udtalelser fra middelklassefeminister som Mette Frederiksen, Pernille Rosenkrantz-Theil og Ritt Bjerregård, som de villigt lægger mikrofon til – og det gælder stadig. Ritt Bjerregård skriver ex. i en kronik, at 90 procent af de danske prostituerede har været udsat for seksuelle overgreb som børn. Og at 70 procent ifølge en international undersøgelse lider af posttraumatisk stress.
– løse påstande, deciderede usandheder og tal hevet ud af en sammenhæng, men ingen spørger hende hvor hun har de tal fra, og de får derfor lov at stå uimodsagt!
Britta Thomsen påstår at al sexarbejde er voldtægt. Det er en krænkelse af de kvinder der reelt bliver voldtaget, og det gælder på ingen måde os sexarbejdere der er glade for og tilfredse med vores arbejde.
Sexarbejde fremstilles som et socialt problem, og både politikere og statens styrelser manipulerer på det groveste, og deres påstande er hverken videnskabelige, repræsentative eller har statistisk belæg.
Det er i høj grad på tide, at debatten hører op med at være fuld af udokumenterede påstande, som reproduceres igen og igen!
Som sexarbejderorganisation kræver vi rettigheder til og ordentlige muligheder for de sexarbejdere, som har problemer af eksempelvis social og økonomisk karakter, for mennesker der har været udsat for tvang, samt for sexarbejdere som har brug for hjælp og ønsker at forlade branchen.
Vi kræver samme faglige rettigheder som alle andre, for den majoritet af os sexarbejdere som trives med vores arbejde.
Vi kræver ordentlig forskning, det vil sige seriøs og omfattende forskning som med største omhu tilstræbes at udføres uafhængigt af religiøse og politiske interesser. Og når disse rapporter foreligger, hvad de ikke gør på nuværende tidspunkt, så er det relevant at tage stilling, men ikke nu.
Og jeg håber at I, som delegerede, kan se det fornuftige i at drastiske forslag om at kriminalisere en del af befolkningen på et højst useriøst grundlag ikke er hensigtsmæssigt, og at I desuden tager jer tid til at læse de vedlagte artikler om forholdene som de er i Sverige og Norge.
Vi bliver latterliggjort og mistænkeliggjort af middelklassefeministerne bl.a i socialdemokratiet, og hånet for antallet af medlemmer i vores organisation. Partiets egen historie, som de måske ikke engang selv kender til, vidner jo om at sociale/rettighedsbevægelser starter i det små, og må kæmpe for sin eksistensberettigelse.
Jeg vil kæmpe for min og andres ret til at sexarbejdere, og vores organisation kræver at blive hørt, og personligt vil jeg ikke finde mig i at blive kaldt privilegeret af middelklassekvinder fra noget parti eller nogen organisation.
Vi ved at der er sexarbejdere, der har valgt forkert erhverv, og som af forskellige grunde har problemer. De skal have støtte til at løse deres situation, ganske som alle andre i øvrigt.
Ingen mennesker trives, hvis de i længere tid beskæftiger sig med noget der ikke er meningsfyldt for dem, ligesom at tempo og for store krav der overskrider den enkeltes personlige grænse, heller ikke er sundt, og det gælder selvfølgelig også for sexarbejdere.
Og det er vel også ret indlysende at valg af et arbejde hvor det er vigtigt at kunne sætte grænser, både for sig selv og andre, vel nok er et dårligt valg for personer der ikke kan sætte grænser, uden at man deraf kan udlede at arbejdet i sig selv vil være et dårligt valg for alle.
Ser man på statistikker over arbejdsrelaterede sygdomme, så er det vel klart at der er et pres på arbejdsmarkedet, som på mange måder overstiger den enkeltes formåen, og mange bliver syge af at skulle leve op til kravene.
Jeg gætter på at mange jordmødre, pædagoger, buschauffører og it-ansatte er tilfredse med deres job, men at det er tempoet og arbejdsforholdene, som ikke er gode nok. Ingen vil sige at arbejdet i sig selv er årsag til sygdom, men at det er arbejdsforhold, tempo og krav der skal kigges på. Og det samme vil gøre sig gældende for nogle sexarbejdere – at det er andre ting end lige selve arbejdet som er et problem. Der vil også være folk blandt de nævnte arbejdsgrupper, hvor folk også har valgt et forkert erhverv, og hvor den forkerte beskæftigelse er medvirkende til folks sygdom.
Afslutningsvis vil jeg gøre opmærksom på den helt vanvittige prioritering af ressourcer, en kriminalisering af sexarbejde vil medføre, da en lov vel skal effektueres for at give mening?
Som lovgivningen på området er i øjeblikket tvinges sexarbejdere i armene på kriminelle, og en kriminalisering af kunderne vil kræve mange ressourcer, som kunne bruges til sociale tiltag til dem der har brug for det.
Vi skal alle kæmpe for anstændige forhold og faglige rettigheder for alle, og der er ingen grund til at det ikke også skal gælde de sexarbejdere som trives med det arbejde de selv har valgt.