Tale af Eini Carina Grønvold
8. marts-initiativet besluttede i 2008, at de ville demonstrere for et sexkøbsforbud hvert år, indtil det blev indført. Nu står de her for femte gang og trods stor hvervingsindsats er antallet af støtter synligt faldende hvert år.
For 8. marts-initiativet har baseret deres opbakning på et tyndt fundament af falsk dokumentation, løgne og undertrykkelse af sexarbejdernes egne stemmer.
I takt med at SIO voksede sig større og fik formidlet de ting, 8. marts-initiativet så desperat forsøgte at holde ude af billedet, smuldrede initiativets drøm om et luderfrit Danmark.
Befolkningen vil ikke have et sexkøbsforbud.
Sexarbejderne vil ikke have et sexkøbsforbud.
Gad vide, om de overhovedet selv længere kan huske, hvorfor de vil.
En ting er vi enige om: Det er ikke godt nok, som det er nu. Sexarbejdere, der arbejder på klinik, bliver konstant udsat for krænkende razziaer fra Politi og Skat,deres telefondamer anholdes som udspekulerede alfonser, og de står under konstant fare for at blive smidt på gaden, fordi rufferiparagraffen i sin nuværende form totalt forhindrer dem i på lovlig vis at leje lokaler eller samarbejde med f.eks. en telefondame.
Samtidig er forholdene for sexarbejderne på gaden under stigende pres og der bliver ikke gjort noget konstruktivt for at yde relevant støtte og hjælp til de mange migrante sexarbejdere.
Men den grufulde sandhed er, at det, de mennesker derovre står og demonstrerer for lige nu, er MERE undertrykkelse, MERE mørklægning, MERE magt
Hvis de tror, de også demonstrerer for færre sexarbejdere, tager de fejl. Erfaringerne fra Sverige viser klart, at et sexkøbsforbud ikke får antallet af sexarbejdere til at falde.
Et forbud har kun til formål at demonstrere en gruppe menneskers moralske magt over en anden gruppe menneskers “afvigende” adfærd.
Vi har sagt det i fire år nu, og vi siger det igen: Hvis I hjælpe sexarbejderne, så SPØRG sexarbejderne!
Comments are closed.