Den 14. oktober 2011 bragte Kvinfo artiklen ”Også prostituerede har krav på retvisende statistik,” hvor statistikeren Inge Henningsen kritiserer SFI’s nye rapport ”Prostitution i Danmark – en kortlægning”. Kvinfo har været venlige at give os i Sexarbejdernes InteresseOrganisation (SIO) mulighed for at kommentere artiklen og Inge Henningsens kritik. Det takker vi for.
Men lad mig sige fra starten: Når vi bad om muligheden for en kommentar, var det fordi vi så artiklen, allerede helt fra dens overskrift, som et eksempel på, hvordan Kvinfo træder fejl i forhold til sexarbejde. Officielt tager Kvinfo vist nok ikke stilling til spørgsmål om kriminalisering af eller rettigheder til sexarbejdere. Men direktøren Elisabeth Møller Jensen har klart udtalt sig imod vores erhverv, og hånden på hjertet: Der er næppe mange i eller omkring organisationen, der er uenige med hende.
I sig selv er det både naturligt og prisværdigt, at Kvinfo foretager en kritisk gennemgang af en ny, stor rapport om sexarbejde. Det er, hvad man forventer af et videnscenter og forskningsbibliotek, der har ligestilling som speciale, når nu store dele af kvindebevægelsen har gjort en kriminalisering af sexarbejderes kunder til en mærkesag.
Inge Henningsen har også nogle gode pointer, når hun argumenterer for, at de sexarbejdere, der har besvaret spørgeskemaerne til undersøgelsen, ikke er repræsentative. Der er ingen tvivl om, at det er et problem, at udenlandske sexarbejdere er underrepræsenteret i undersøgelsen. Den pointe var så kendt i forvejen. Men det er nyt bidrag, at SFI burde have oplyst, hvor stor en del af de udsendte spørgeskemaer, der er blevet besvaret. SIO er enige i, at disse oplysninger havde været nyttige. Vi er også enige i kritikken af, at man har indsamlet spørgeskemaer fra mandlige escorter via chat på internettet, og at der er metodiske svagheder i indsamlingen af spørgeskemaer fra sexarbejdere på gaden.
Men på andre punkter overholder Inge Henningsen tydeligvis ikke sit eget krav om at se forskningsmæssigt nøgternt på sagen. Det gælder f.eks., når hun argumenterer for, at man kun kan undersøge emner som vold og nedslidning ved at se på dem, der har forladt erhvervet. Hun sammenligner med sportsfolk, der ofte får stoppet karrieren af en skade. Hvis man så kun spørger de aktive sportsfolk, hører man aldrig om de mest fatale skader.
Det lyder meget logisk – men det er ikke desto mindre forkert. Nedslidning er noget, der foregår over en periode, og hvis man undersøger sportsfolk f.eks. fem eller ti år inde i karrieren, kan man sagtens afgøre, om de har flere eller færre skader end andre. Det er klart, at man ser endnu flere skader, hvis man også tager de tidligere sportsfolk med. Men det kan man sige om alle erhverv. I sidste ende bliver vi jo alle mere og mere slidte, og til sidst dør vi.
Så Inge Henningsen pointe om sportsfolk holder ikke. Men den lægger sig op ad det, der for tiden er et udbredt budskab fra kriminaliseringstilhængerne: Nemlig at skaderne kommer på langt sigt, ofte efter at man er ophørt i erhvervet. Det er et budskab, som der hverken er nogen dokumentation for eller imod.
Inge Henningsen afslører også en partiskhed, når hun kun tager højde for, at det, at undersøgelsen ikke er repræsentativ, kan medføre et for positivt billede. Hun antager, at det er de mest ”trygge og ressourcestærke” sexarbejdere, der oftest har svaret på spørgeskemaerne. Det kan være. Men det kan også være, at det omvendt er de mindst ressourcestærke, der har haft et behov for at give deres mening til kende, så undersøgelsen tegner et for negativt billede.
Det er rigtigt, at man ikke kan gå ud fra, at SFI’s undersøgelse er repræsentativ. Men Inge Henningsen ved hverken om undersøgelsen er skæv, eller i givet fald i hvilken retning. Det er en personlig teori, men så heller ikke andet, at undersøgelsen beskriver ”danske velfungerende prostituerede”. Når hun tager spørgsmålet op, bør hun – hvis hun vil se nøgternt på det – tage højde for begge muligheder. Man skal huske på, at teorierne om alle sexarbejderens problemer har alvorlige konsekvenser for os. På en underlig, bagvendt måde er netop det, at man tror vi har det særligt slemt, blevet et argument for at nægte os sociale og erhvervsmæssige rettigheder.
Inge Henningsen mener også, at det er et problem, at man som følge af udvælgelsesmetoden har fået kontakt med de mest aktive. Det er en kritik, vi har svært ved at følge. SFI har fået kontakt med dem, der er aktive her og nu. Det er klart, at en sexarbejder, der har mange vagter, på den måde har haft større chance for at få spørgeskemaet i hånden, end en, der har få vagter. Men det giver det retvisende øjebliksbillede, som man ønsker i en statistisk undersøgelse. Hvis man havde gjort, som Inge Henningsen foreslår, havde konklusionerne ikke været dækkende for de sexarbejdere, der er på arbejde en tilfældig dag.
Men Inge Henningsens største fejl er denne: Hvis hun mener, at SFI’s undersøgelse ikke kan bruges, fordi den ikke er repræsentativ – så har hun ingen viden om sexarbejde overhovedet. Der findes ikke i Danmark, og så vidt vi ved heller ikke udlandet, repræsentative undersøgelser om sexarbejde. I mange tilfælde er undersøgelserne heller ikke tænkt til at være repræsentative – man har tværtimod ønsket at undersøge mindre grupper, f.eks. sexarbejdere på gaden.
Der er en simpel årsag til, at der ikke findes repræsentative undersøgelser om sexarbejdere. Hvis man skal lave en repræsentativ undersøgelse om en faggruppe, skal man vide, hvordan den samlet set fordeler sig på køn, geografi, uddannelse og så videre. Det ved man ikke om sexarbejdere.
Så hvis Inge Henningsen tager sin egen kritik af SFI-rapporten højtideligt, så må hun samtidig erkende, at hun ikke har nogen viden om sexarbejde overhovedet. Al viden stammer fra undersøgelser, der ikke er repræsentative. Eller endnu værre: Fra andenhåndskilder, typisk hjælpearbejdere, der allerede ved deres ansættelse er blevet pålagt en negativ indstilling til sexarbejde. Så når Inge Henningsen ned igennem artiklen direkte og indirekte går ud fra, at der er forskellige problemer sexarbejdere har eller måske har, så er det, ud fra hendes egne betragtninger, aldeles uvidenskabeligt. Hun har ingen som helst grund til at tro, at sexarbejdere har ”meget belastende arbejdsbetingelser” eller at det skulle være særligt relevant at undersøge vold, psykiske problemer eller ønsker om ophør.
SFI-rapporten har bestemt sine svagheder. Men der er slet ingen tvivl om, at det til dato er den danske undersøgelse om sexarbejderes vilkår og holdninger generelt, der er mest solid, rent videnskabeligt. I SIO bemærker vi også, at resultaterne er i tråd med de tidligere og mindre danske undersøgelser – Massageklinikundersøgelsen fra 2004 og Daphne-rapporten fra 1994. Massageklinikundersøgelsen har en række metodiske fejl, der på flere punkter gør det umuligt at konkludere noget af den. Daphne-rapporten søgte ikke at være repræsentativ, og den har mest karakter af en forundersøgelse fra nogle forskere, der var stærkt forudindtagede, og som heller ikke lagde skjul på det. Men selv gennem disse tåger er det f.eks. en misforståelse, når man ud fra de to undersøgelser har konkluderet, at sexarbejdere generelt var særligt udsat for vold.
Da debatten om sexarbejde blomstrede op i midten og slutningen af 00’erne, forholdt man sig i høj grad til redegørelser fra Servicestyrelsen og fra Københavns Kommune. Det er i høj grad i disse redegørelser, at de gamle danske undersøgelser, og tillige nogle udenlandske undersøgelser, er refereret og fortolket forkert. Oven i det har Servicestyrelsen dengang simpelthen opfundet symptomer og fænomener ud af den blå luft. En del af disse opfindelser går igen i den tidligere regerings handlingsplan ”Et andet liv” fra 2005.
F.eks. står der, at ”dykker man dybere ned, peger undersøgelser på, at der er en overvægt af de prostituerede, som har været udsat for seksuelle krænkelser eller anden massiv omsorgssvigt i deres barndom eller ungdom.” Vi skal ikke gro fast i gammelt nag, så vi vil undlade at forhøre de embedsmænd, der har skrevet denne tekst, om, hvilke undersøgelser de har i tankerne. Vi konstaterer bare, at vi ikke kender til bare nogenlunde lødige undersøgelser, der er blot i nærheden af at konkludere det, som citatet siger.
Men dette var vores største forundring, da vi læste artiklen på Kvinfo.dk: Kvinfo kritiserer dén danske undersøgelse om sexarbejde, der uden sammenligning holder det højeste videnskabelige niveau. Fint nok; SFI-rapporten er trods alt ikke bedre, end at den kan kritiseres. Vi har også selv kritiseret den. http://www.s-i-o.dk/tekst/kommentar-til-SFI-rapporten-om%20sexarbejde.pdf
Men hvor var videnscenteret og forskningsbiblioteket, dengang vi andre kæmpede for bare at få embedsmændene til at tale sandt om deres kilder? Sandheden er, at vores erhverv usagligt er blevet sværtet til på kryds og tværs, og at debatten langt hen ad vejen er blevet ført på et usandt grundlag, uden at Kvinfo har gjort sig nogen bestræbelser på at rette op på det. Først i det øjeblik, hvor der kommer en rapport, som også fremdrager positive elementer om vores erhverv, agerer Kvinfo som et videnscenter og et forskningsbibliotek.
Nu kommer jeg til overskriften på Kvinfos artikel, som altså var: ”Også prostituerede har krav på retvisende statistik”. Det er et prisværdigt synspunkt, men hvis Kvinfo virkelig mener det, så skal man i gang med omfattende rettelser under temaet om sexarbejde på sin egen hjemmeside. Adskillige af de værker, som man kan finde på litteraturlisten, skal have en kraftig anmærkning, fordi de absolut ikke overholder videnskabelige standarder.
Kvinfo må også rette i sin egen tekst under temaet. Her genfinder man minsandten den falske påstand fra handlingsplanen ”Et andet liv”. Den tekst er ikke skrevet af en redelig statistiker. Det samme kan man sige om de allerførste ord i temaet: ”Prostitutionen stiger”. Det har man ingen som helst dokumentation for, og man har aldrig haft det. Ganske vist oplyste Servicestyrelsen gennem en årrække stadigt højere tal, men styrelsen understregede (indrømmet, lidt forvirrende), at det ikke skulle tolkes sådan, at der nødvendigvis også var flere sexarbejdere. At der i det hele taget var noget helt galt med Servicestyrelsens tal, har været offentlig viden siden den daværende socialminister for et par siden redegjorde for store fejl i optællingen af sexarbejdere på gaden.
Der er en ting mere, jeg vil sige om overskriften. Elisabeth Møller Jensen udtalte så sent som i Information den 10. oktober 2011, at hun var uafklaret på spørgsmålet om en kriminalisering af vores kunder. Men hvordan kan man på en gang mene, at sexarbejdere har krav på retvisende statistik, samtidig med at man er i tvivl om, om vi har krav på at handle med vores kunder, uden at de skal straffes af samfundet bagefter? Denne dobbelthed viser en manglende proportionssans.
Elisabeth Møller Jensen siger også til Information: ”Den idealisering af den prostituerede, som der har været mange tendenser til, synes jeg, er dybt problematisk.”
Hele kernen i ligestilling er, at vi alle har lige rettigheder, uanset om andre af moralske eller ideologiske grunde mener, at visse grupper skal have færre rettigheder. De første kvindesagsforkæmpere accepterede det jo heller ikke som et argument, at ligestilling mellem kønnene ville gribe ind i de traditionelle kønsforestillinger, som mange stadig levede efter. Ligesom vi i dag ikke accepterer, at muslimer skal have færre rettigheder, blot fordi nogle er bange for islam.
På den måde burde spørgsmålet om sexarbejde være ganske simpelt for Kvinfo. Man skal for det første gøre sig klart, om man vil forholde sig kritisk til den forskning og viden, man formidler. Hvis man vælger dette, skal man ikke nøjes med at forholde sig kritisk til de værker, der har ubekvemme konklusioner. For det andet skal man naturligvis forsvare lige rettigheder til sexarbejdere. Det er rigtigt, at vi har krav på retvisende statistik, men vi har krav på alle andre almindelige rettigheder. Det er et legitimt synspunkt, at vores handlinger eller synet på os er problematisk. Men det er et synspunkt, der er uvedkommende i henseende til, om vi skal have lige rettigheder.