Det svenske gaymagasin QX skrev i januar 2013 om tre svenske sexarbejdere. SIOs oversættelse til dansk findes nedenfor. Du finder den oprindelige artikel her: QX Januari – PDF – starter på s. 45.

 

MAGDA GAD MØDER TRE SEXARBEJDERE

I løbet af efteråret har svenskerne sat sig foran tv’et og gjort op med de mørke aids-år, med væmmelsen og stigmatiseringen. Stolte over ikke længere at trække en grænse mellem medborgere og syndere.
I skyggerne protesterer stemmer. Stemmer der bliver manet til tavshed. “Men hvad med os,” spørger de. “Hvornår skal vi regnes for mennesker?”
QX har mødt tre sexarbejdere, der har fået nok af at blive betragtet som samfundspariaer.

AF MAGDA GAD FOTO MARIA ÖSTLIN (oversættelse til dansk: Cecilie Kirkegård)

Lejligheden udenfor Örebro er lys og rummelig. I boghylden står nydelige rækker af litteratur, på køkkenbordet ligger endnu en stak: Klassisk feminisme af Louise Persson, Kvinderummet af Marilyn French og en slidt Sex at the margins af Laura María Agustín. Køleskabet er dækket af farverige bogstavsmagneter, på gulvet ligger der legetøj, og på børneværelset står to små senge. I den ene sidder en bamse alene under læselampens skær. Hovedpuden har aftryk efter et lille hoved, der har hvilet der.
Man venter, at hoveddøren skal gå op. At lyden af leg og småskænderier skal fylde rummet.
Men der forbliver stille.
Ingen børneskridt høres i entreen.
Det har der ikke gjort i elleve måneder.
Da Sandras eksmand fandt ud af, at hun var begyndt at arbejde som escort, anmeldte han hende for ikke at være en god forælder og beholdt børnene, trods at de har delt forældremyndighed. Det er ulovligt og kaldes samarbejdschikane. Nu er der snart gået et år, siden Sandra sidst så dem. Krammede dem.
– Jeg længes efter at kunne fortælle dem, hvor meget jeg elsker dem … Hvor meget jeg savner dem … Det her kan ikke blive ved …
Sandras ansigt er stribet af tårer, og hun har en klump i halsen. Hun løfter en grå tøjelefant fra en kommode, lader fingrene glide hen over den bløde plyspels. Fortæller, at hun har en advokat, og at socialtjenesten undersøger sagen, trods det oplever hun at der ikke sker noget.
– Der findes intet i loven der understøtter, at en sexarbejder ikke skulle kunne tage sig af sine børn, men det føles ikke som om de anstrenger sig for at hjælpe mig med at få dem tilbage. En gang sagde de, at jeg måtte forstå min mand, fordi majoriteten af de mænd, der køber sex, jo faktisk er pædofile. Jeg orkede ikke engang at svare på det. Der er så mange underlige fordomme.
Hun stiller elefanten fra sig, gestikulerer med hænderne.
– Jeg har aldrig solgt sex i min hjemby, har aldrig taget mod klienter foran børnene. Jeg har arbejdet et par timer om ugen, afsat resten af tiden til børnene og været en mere nærværende forælder end andre. Jeg ved ikke hvad de tror? Måske synes de ikke at en luder skal være mor. Sexkøbsloven er jo baseret på, at alle der sælger sex er viljeløse ofre, så de går vel ud fra at jeg ikke formår at tage rationelle beslutninger.
Øjnene slår gnister.
– Nogle gange tænker jeg, at jeg burde tage børnene og tage ned og sætte mig foran EU-domstolen. Så ville der blive debat, så ville folk lytte til det jeg har at sige.
Sandra er 27 år, biseksuel, og hendes følelse af at blive mødt negativt af myndighederne bekræftes af RFSL’s rapport “Osynliga synliga aktörer”, projektledt af Suzann Larsdotter, hvor lgbt-personer med erfaring med at sælge og/eller købe sex fortæller om stigmatisering.
For Sandra begyndte det hele med, at en fyr på en datingside spurgte, om hun kunne tænke sig at møde ham mod betaling, derefter fortsatte hun med at tage penge for dates, fordi hun trivedes med det. Hun kan ikke genkende sig selv i samfundets beskrivelse af ulykkelige ludere, har intet misbrug at finansiere og ingen overgreb bag sig.
– Pengene er bare en del af det hele. Jeg kan lide blind dates, at dyrke sex, at snakke. Og mine klienter er meget pænere end de mænd der hænger ud i barer. De er lidt ældre, de har lært at de skal opføre sig ordentligt. Frem for alt er de ædru.
Samtalen glider ind på politik. Det gør den tit, når man taler med Sandra. Hun er aktivist – deltager i debatter, har svaret på udtalelsen fra Claes Borgström (tidligere JämO [http://sv.wikipedia.org/wiki/Jämställdhetsombudsmannen – red.], som mener at alle sexkøb er overgreb), har udtalt sig på fransk tv, osv. – og ønsker, at sexkøbsloven bliver afskaffet. Men det er ikke det eneste.
– Homoseksuelle blev ikke accepteret i samfundet, bare fordi sodomiloven blev fjernet. Sexarbejdere er nødt til at organisere sig på samme måde. Det virker ekstra aktuelt nu, da Gardells program om aidsårene er blevet vist i fjernsynet. Jeg genkender alle argumenterne om, at den frie homoseksualitet ville bidrage til moralsk forfald i samfundet. Det er samme argument, som vi mødes med nu. I stedet for homofobi er det horefobi.
Sandra lægger tryk på ordene.
– Samme sag er det, når jeg læser programbladet for Pride. Jeg kan tage hvert eneste punkt og lave det om til et spørgsmål om sexarbejde. At leve med stigmatisering, udelukkelse, hemmeligheder. Dobbeltliv. Komme ud af skabet.
– Folk plejer at sige at det ikke kan sammenlignes, fordi homoseksuel er noget man fødes som. Men man har stadig ret til samme menneskelige værdighed.
Argumentet, at sexkøbsloven skulle bidrage til ligestilling, mener hun er at fornægte sexarbejderes eksistens.
– Vi er ikke et ligestillet land, før luderne er med på dagsordenen, siger hun knivskarpt.
Hun går rundt i lejligheden, lægger ting ned i en overnatningstaske. En hvid stilethæl er oversmurt med læbestift. Hun skyller den af i køkkenvasken.
– Fjerner man sexkøbsloven, må man anerkende luderes ligestilling. Så må man sige ja til kampagner om sexarbejderes rettigheder, der kan havne på en mælkekarton på nogens køkkenbord. Og det er det, jeg tror man er bange for. Man kan ikke have en luder hjemme i køkkenet.
Skoen lægges ned i tasken. Hun slukker lampen over den ensomme bamse i børneværelset. Tager en sidste runde i soveværelset. Inden hun lukker døren, glider hendes blik hen over bogen der ligger på natbordet. Det er politikeren og frihedskæmperen Ingrid Betancourts Selv stilheden har en ende.

 

Jens Rydström står på et rystende tog mellem Lund og Malmö og taler højt for at overdøve hvinene og højttalerudkaldene. Han er underviser i kønsvidenskab ved Lunds universitet og har skrevet Sinners and citizens om homoseksualitet og sodomiloven i Sverige 1880-1950. Deri beskriver han, hvordan politiet overvågede offentlige toiletter og parker, mest i begyndelsen af 1940’erne, og arresterede mænd der onanerede sammen eller dyrkede anden sex.
– Betjentene stod i et bælgmørkt, pisstinkende vaskerum bag toiletterne og skiftedes til at lure gennem et lille hul for at have to vidner til hændelserne. Ofte slap mændene med et par måneders strafarbejde, men deres liv blev ødelagt. De kunne miste deres arbejde og hjem. Politikere måtte forlade deres stillinger.
Da homoseksuelle sygdomsstempledes, forværredes forfølgelsen.
– Mændene blev opfordret til selv at ansøge om at blive kastreret, og det gjorde mange, eftersom seksualiteten var et sådant problem for dem. Det var så skambelagt at være bøsse, og de kunne ikke kontrollere det.
I sexkøbsdomme fra 2000-tallets Sverige fremgår det, hvordan efterforskningsarbejdet mod sexkøbere foregår. Ifølge en betjent ved Stockholms prostitutionsgruppe følger de efter kvindelige sexarbejdere (den omfattende sexhandel mellem mænd overvåger de ikke) og pågriber dem når de mødes med kunder, helst midt i akten, for at bevismaterialet skal være stærkt.
Sker sexkøbet i en lejlighed, lytter de gennem brevsprækken efter “kvindelig og mandlig stønnen”. De går ind i hotelrum, bryder ind i private lejligheder og rykker bildøre op. Filmer og fotograferer. Beskriver samlejestillinger, undertøj og forekomst af kondomer. På den måde bliver sexsælgerne behandlet som kriminelle, trods at loven er lavet for at beskytte dem. Mange fortæller om at de føler sig traumatiseret af, at politiet stormer ind, når de har samleje.
Eftersom efterforskerne er civilklædte, tages de nogle gange for at være røvere.
Sexkøberen Mikael fortæller, at han blev dødsensangst, da en mand sprang frem fra en busk, klædt i “hip-hop-tøj”, overmandede ham og pressede ham ned på jorden for at lægge ham i håndjern.
Når man gribes for brud på sexkøbsloven, tilbydes der terapi.
– Sexkunden patologiseres, præcis som man gjorde med bøssen, siger Jens Rydström.
Og han ser flere analogier.
– Homoseksuelle blev også nedtysset, latterliggjort og afpresset. Blev sidestillet med pædofile og sagdes at have haft en dårlig barndom. I dag får sexarbejdere ikke lov til at tale deres egen sag, og debattører, der er imod sexkøbsloven, affejes. Sverige er blevet som en stivnet ø, hvor der ikke findes mindste åbning til at diskutere andre løsninger.

 

På Södermalm i Stockholm tager Mia en kop kaffe op på en pub. Hun står med skrævende ben og ler. Sænker ikke stemmen, når hun taler om at have solgt sex og strippet.
– Jeg er stolt over mit job og vil gerne være åben omkring det, men det kan man ikke, man bliver så ensom. Specielt i gayverdenen. Jeg har aldrig mistet så mange venner som da jeg var ærlig omkring, at jeg strippede.
Hun tager en slurk af den sorte kaffe, siger at hun føler sig fordummet når hun tager til sammentræf om prostitution.
– Folk taler hen over hovedet på mig. Radikale feminister synes at jeg forråder dem, at jeg styrker et beskidt kvindeideal. Dem, der har læst kønsvidenskab, er mest fordømmende. Det var derfor, jeg begyndte at læse det selv.
Mia ser ned, da hun fortæller at hun er blevet seksuelt udnyttet, at hun var tolv da en lærer begyndte at betale hende for seksuelle tjenester. Havde hun forsørget sig på en anden måde, havde det ikke været relevant at tage op, men eftersom overgreb altid dukker op i debatter om sexarbejde, ligesom de gjorde før i diskussioner om seksuelle anlæg, vil hun besvare det.
– Jeg får hele tiden at vide at jeg er et offer, men jeg føler mig ikke som et offer. Jeg har det ikke dårligt. Jeg har gået i terapi for det, der skete da jeg var barn. Det, jeg har haft det dårligt over, er det skide lyveri.
I dag er Mia 36 og træt af at skjule dele af sig selv. Træt af at være nødt til at lyve for at kunne betale skat. Træt af at være nødt til at lyve for at få retmæssig hjælp af myndighederne. Da hun for nogle år siden blev kærester med en pige, der ikke kunne lide at hun strippede, som skreg luder ad hende når de skændtes, begyndte hun at drikke.
– Jeg ville have hjælp med mit alkoholproblem, men fik at vide at bare jeg “holdt op med at gnide mig op ad stangen”, så skulle jeg se at alt blev godt. Det var så krænkende. Jeg fik det jo godt af at gå på arbejde, at tage bad, klæde mig på, gå ud og møde kolleger. Det var når jeg sad alene hjemme, at jeg drak.
At sexarbejdere diskrimineres selv i misbrugsverdenen har længe været et stridsspørgsmål for sexarbejderbevægelsen. For Mias vedkommende endte det med, at hun lod sig indlægge på et behandlingshjem, blev ædru og fortsatte jobbet som sexarbejder uden at få nogen tilbagefald.
– Det, jeg har gjort, har ikke været påtvunget. Det har udviklet mig som menneske. Jeg har lært at sige nej og at få respekt for min egen krop. Det er ikke noget, jeg skammer mig over. Det er andre, der siger at jeg skal skamme mig.
Ifølge en artikel på Politiets hjemmeside arbejder prostitutionspolitiet ud fra den tese, at alle sexarbejdere er ofre for en forbrydelse. Betjenten Simon Häggström siger:
–  Der er ingen, der har godt af at sælge sig selv. De gør det, fordi det er store, hurtige penge, hvad de ikke ser er at det langsomt, men sikkert nedbryder dem indefra.
Mia ser det på en anden måde:
– Der er masser af mennesker, der har destruktiv sex uden at få penge for det. Hvad frivillige voksne kan lide seksuelt må være op til hver person at bestemme, det må man se på fra tilfælde til tilfælde. Nu går man ud og stigmatiserer en hel gruppe og taler deres sag, det er det der må stoppe.

 

På en café i Kapstaden sidder Don Kulick og skriver på en bog om seksualitet og handicap, mens han har forskningsorlov som professor i antropologi ved University of Chicago. Han har tidligere skrevet en artikel om stigmatisering af sexkøbere og er forbavset over, at der råder en så sammenpresset monolog i Sverige omkring sexkøbsloven.
– Det, der adskiller Sverige fra andre lande jeg ved noget om, er at der råder en ængstelig uvilje mod at diskutere prostitution. Man fordømmer, gerne og højlydt. Men diskutere, det undgår man at gøre. Akademikere, journalister og politikere, der ellers er veltalende og kritiske, når det gælder alt andet, synes at rammes af kortslutning, så snart man begynder at tale om prostitution.
Don kritiserer, at den svenske politik reduceres til for og imod og ikke åbner sig for komplikationerne.
– En direkte følge af sexkøbsloven er, at alle, der sælger sex, bliver set som ofre. At nogen skulle kunne sælge sex og være helt normaltfungerende er blevet utænkeligt.
Det utilgivelige er, at man ser, hvordan kvinder der sælger sex bliver straffet som en konsekvens af den opfattelse. De kan miste deres bolig og få deres børn anbragt.
At selv dele af den svenske gayverden udelukker sexarbejdere synes han er endnu mere beklageligt.
– Det er oprørende, at der findes bøsser, lesbiske og transpersoner, der ikke lader til at føle nogen som helst solidaritet med sexarbejdere. Det er tragisk, at de ikke forstår, at patologiseringen af sexarbejdere og uviljen mod at lytte til dem i Sverige i dag har præcise pendanter i homohistorien. Ordet “gay” betød jo i begyndelsen “prostitueret”!
Googler man ordets historiske betydning, finder man også frem til, at “bög” [bøsse, red.] betød “sexkunde”.
– Alle lgbt-personer der kan deres historie ved, at homoseksualitet og prostitution altid har været tæt sammenkoblet på mange måder. Men nu hvor homoseksuelle betragtes som stuerene, vender man ryggen til og glemmer de voksne, der fortsat stigmatiseres og dæmoniseres på grund af deres seksuelle adfærd.

 

En, der ikke har glemt noget, er Evelyn. Hun bor på fjerde sal uden elevator i Göteborg.
– Nu håber jeg bare at jeg kan fortsætte med at arbejde, siger hun. Min kondition er helt i bund.
Den fireværelses lejlighed ligger i et smukt hus midt i byen og er fuld af gamle møbler, fotoalbum, avisudklip og bøger. På stuebordet ligger aktstykker fra børneværnsnævnet.
Hun søgte hjælp dengang i 1950’erne.
I dag er hun 75.
Har ikke orket at kigge på dem endnu.
– De værste ting, der skete, sidder som ridset fast i brystet, forklarer hun.
Det går hurtigt når hun taler, som om det hun har at sige er uudtømmeligt og tiden er knap. Hun fortæller om elendighed og overgreb, ikke fra sine sexkunder, men fra lærere, skole og overklasseherrer.
– Allerede da jeg var 15 år, var jeg en kvinde med en historie. Da indså jeg, at når jeg dør som nogle-og-80-årig, og folk ser min dødsannonce, så vil de tænke “det var den der luder”, siger hun, går ind i køkkenet, brygger filterkaffe og dækker en bakke med kopper og muffins. Hun voksede op i Saltsjöbaden og blev sendt i privatskole af sin storsnudede mormor, havde det halve aristokrati som klassekammerater og var alligevel arbejderungen.
– Desuden stod der UÄ ved siden af mit navn. Udenomsægteskabelig.
Naboherren i huset overfor var pædofil, han pillede ved hende for første gang, da hun var fem. Da hun blev ældre, havnede hun i hvad der ansås for at være dårligt selskab, og i skolen spredtes et ondsindet rygte om, at hun havde gonorré. Hun blev åbenlyst mobbet, hverken lærere eller skolebestyrelsen greb ind.
– En pige i klassen viste mig ulækre billeder af gonorré og sagde, at det smittede gennem kys. Det førte til den absolut værste hændelse, jeg har været ude for i mit liv.
Evelyn gik til en gynækolog, som uden at finde ud af at hun var jomfru slæbte hende til gynækologstolen med hjælp fra to kolleger og udførte en gynækologisk undersøgelse. Hun beskriver det som en voldtægt.
– Jeg har ikke kunnet gå til gynækolog eller tandlæge efter det. Det er hans skyld at jeg kun har tre tænder i munden.
Det her er tandproteser, siger hun og trækker på smilebåndet.
Efter overgrebet droppede hun skolen og skaffede en gang imellem penge på Malmskillnadsgatan. Hang ud i Klarakvartererne og lærte kredsen omkring Paul Andersson at kende, poeten der sammen med Birgitta Stenberg opfandt ordet stoffer. De købte amfetamin receptfrit på apoteket, var arbejderforfattere, kunstnere, intellektuelle. For første gang følte Evelyn sig hjemme. Men nogen orden i sit liv fik hun ikke, før hun var 39 og flyttede til Göteborg.
– Det var på det tidspunkt, jeg begyndte påny. Jeg var så heldig at få en lejekontrakt og førtidspension. Men jeg var mor til fire børn, og der var ikke penge nok.
Havde hun ikke solgt sex, havde hun aldrig kunnet betale udlandsrejser, aldrig kunnet betale en sprogrejse. Hun engagerede sig tidligt i sexarbejderbevægelsen, men det skabte bare tumult. Sexarbejdere fik ikke lov til at udtale sig i prostitutionsdebatter, blev ikke lukket ind på seminarer.
Sexarbejdere blev heller ikke spurgt, før man indførte sexkøbsloven.
Justitsminister Beatrice Ask siger følgende om Europarådets anbefaling af at lade prostituerede komme til orde i alle spørgsmål, der vedrører dem:
– Det er et fremmed synspunkt, et standpunkt der er meget svært at forene med det syn på prostitution, som jeg synes at man skal have.
Evelyn synes, det er mærkeligt, at Sverige går imod Europarådet og indtager en sådan særstilling i verden.
– I Amsterdam i 1970’erne var folk så velvillige, at jeg blev helt befippet. Jeg fik lov til at bo hjemme hos andre feminister, der var ingen barrierer mellem os. Jeg sagde til min yngste datter, at hun skulle følge med mig derhen for at se, at selv sådan nogle som mig kan blive behandlet med respekt, og det gjorde hun. Der gav hun slip på meget.
At sexkøbsloven skulle redde kvinder er en påstand, der gør hende vred.
– Det er latterligt. Jeg har arbejdet i Göteborg i 35 år og aldrig fået en eneste trussel eller blevet udsat for nogen form for vold. Kunderne er trofaste som hunde, og nu hvor de er blevet ældre og ikke kan præstere længere, ringer de engang imellem til mig bare for at høre, om jeg stadig er der.
Hun rejser sig, går rundt i stuen og taler med høj stemme.
– Sexkøbsloven er jo bare idiotisk! Hvorfor skal de sætte mænd i fængsel, som vi sælger sex til helt frivilligt? Det gør jo bare at vi bliver endnu mere udsatte og tvinges endnu længere ind i dobbeltliv. Vi kan ikke engang hjælpe hinanden, for så ryger vi i fængsel for at være ruffere. Der findes andre love for at beskytte kvinder, love mod mishandling og voldtægt. Men hvis vi skulle blive udsat for sådan noget, så er der ingen der griber ind. Så er alle ligeglade!
På spørgsmålet om, hvilken slags hjælp fra samfundet hun gerne ville have haft, går hun helt i stykker.
– Men det er umuligt! Det kan jo ikke lade sig gøre! Verden fungerer ikke. Der er ingen der har medfølelse og lytter. Der er ingen der sætter kolleger i fængsel, der begår overgreb og tjenestefejl, som gynækologen i mit tilfælde. Forstår du ikke?
Hun får vejret.
– Luder er et pestsmittet ord, det er det usleste der findes. Vi er lavmålet, når man taler om usselhed. Nu er jeg 75 år, og jeg tænker at det ville være rart at blive accepteret som en slags menneskeligt væsen engang før jeg dør.

 

SEXKØBSLOVEN

– Ifølge sexkøbsloven (2005:90), som trådte i kraft 1. januar 1999, er det forbudt at skaffe, eller forsøge at skaffe sig, tilfældige seksuelle forbindelser mod aftalt betaling. Betaling inkluderer alkohol, stoffer, måltider og gaver.
– Evalueringen af sexkøbsloven, der blev sat i værks af regeringen i 2010, er blevet kritiseret af RFSL, DO, Malmö universitet, Stockholms universitet med flere. En liste findes i Petra Östergrens og Susanne Dodillets rapport “The Swedish Sex Purchase Act: Claimed Success and Documented Effects”.
– I evalueringen af sexkøbsloven fremgik det, at personer, der var holdt op med at sælge sex, var positivt stemt overfor loven, mens personer, der solgte sex, generelt var imod. Suzann Larsdotter, projektleder for RFSL’s rapport “Osynliga synliga aktörer”, mener at problemstillingen er mere kompleks: “Mange af dem, der har udtalt sig positivt om loven, efter de er holdt op med at sælge sex, er personer, der definerer sig som ofre og vil have oprejsning. Stemmer fra dem, der er holdt op med at sælge sex og er kritiske, savnes. Det kan være fordi de er gået videre med deres liv og ikke længere engagerer sig i sexarbejderspørgsmål.
Risikoen for at udsætte sig for stigma er stor for den, der åbent fortæller, at han/hun har solgt sex, og for den, der ikke længere er aktiv, er det helt enkelt ikke det værd at udsætte sig for det stigma.
– I Sverige findes der en landsorganisation for sex- og erotikarbejdere kaldet Rose Alliance: www.rosealliance.se