Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) lancerer “Sex for postcard”

Sexarbejdernes Interesseorganisation (SIO) lancerer “Sex for postcard” og åbner en hjemmeside med information til klimatopmødets delegerede og gæster

Københavns Kommune vil under klimatopmødet føre politisk agitation mod sexarbejdere overfor topmødets delegerede og gæster. De får blandt andet et postkort med budskabet ”Be sustainable – don’t buy sex!”

En gruppe SIO-medlemmer i Storkøbenhavn er blevet enige om at acceptere dette postkort som et betalingsmiddel, således at man ved at overdrage sit postkort kan modtage en seksuel ydelse uden anden betaling. Vi kalder initiativet “Sex for postcard”.

Samtidig præsenterer SIO hjemmesiden www.cop15-prostitution.dk, hvor topmødets delegerede og gæster kan hente information om den danske debat om sexarbejde.

SIO finder det forkasteligt og usagligt, at de københavnske politikere har valgt at bruge klimatopmødet som en platform for en hetz mod sexarbejdere. Men nu har de det gjort det, og så er vi nødt til at forsvare os.

Med “Sex for postcard” protesterer vi imod, at Borgerrepræsentationen profilerer sig selv på at bekæmpe vores erhverv. Det står utilsløret i beslutningen om kampagnen, at det handler om synliggøre, positionere og profilere kommunen. Ved hjælp af smarte, men indholdsløse, modeord gør man det til etik at nedgøre en gruppe af kommunens borgere.

Samtidig vil vi markere, at sex for betaling ikke er farligt – heller ikke selv om betalingsmidlet er et postkort fra Københavns Kommune.

Endelig vil vi lægge handling bag det, vi forgæves har forsøgt at fortælle kommunen og regeringen: At det er en myte, at topmøder, konferencer og lignende giver sexarbejdere særlig omsætning. Vi forventer ikke noget væsentligt tab i omsætningen ved at nøjes med et værdiløst postkort som betaling fra delegerede og gæster.

SIO finder det tåkrummende pinligt, at danske politikere endnu engang lufter denne myte, uden anden basis end løs sladder. Vi finder det særligt pinligt, når for eksempel 8. marts-initiativet er gået så vidt som til at lufte mistanker om, at topmødets gæster – og dermed Danmarks gæster – vil voldtage ofre for menneskehandel.

SIO opfordrer ikke topmødets delegerede og gæster til at købe seksuelle tjenester. Men vi mener heller ikke at det er et samfundsanliggende, om de gør det eller ikke – det er en privat sag. Dette synspunkt fremgår af www.cop15-prostitution, hvor vi blandt andet også informerer om, hvorfor topmødet er blevet en del af den danske debat om sexarbejde, om branchen i Danmark, om forskningen om sexarbejde og om Danmarks politik i forhold til trafficking.

Tilbuddet om “Sex for postcard” gælder kun under topmødet. For at gøre brug af tilbuddet skal man også fremvise id-kort udstedt af COP15. Som det er sædvanlig praksis ved køb af seksuelle ydelser kan parterne vælge at sige nej, ligesom handlen naturligvis forudsætter, at sexarbejderen ikke allerede har andre kunder. Tilbuddet gælder ikke for politikere og ansatte i Københavns Kommune.


Læs mere:

“Gratis sex til COP15-deltagere” – Ekstra Bladet

“Topmødegæster vil ikke have gratis sex” – Politiken

“Goddag mand. Økseskaft” – Information