Link til begivenheden.
I 2000 blev det lovligt at drive bordel i Holland. Meningen med det var, at man ville give sexarbejderne samme goder som alle andre. I Holland foregår sociale ordninger i højere grad end i Danmark gennem virksomheder, der har pligter over for deres ansatte. Og for sexarbejderne var det altså bordellerne, der skulle have pligterne.
Samtidig besluttede man, at man ville følge hvordan det så gik. Man ville se, om sexarbejderne fik det bedre af at blive inkluderet i den almindelige, hollandske velfærdsstat. Så man gik straks i gang med at undersøge sexarbejdernes trivsel. Meningen var så, at man med jævne mellemrum ville gentage undersøgelsen og på den måde finde ud af, om der var sket ændringer til det bedre.
Det projekt løb af sporet fra starten. Det viste sig nemlig, at sexarbejderne ikke havde noget efterslæb at indhente. Tværtimod – de havde en trivsel, der lå betydeligt over gennemsnittet for alle hollændere.
Der er rundt omkring i verden lavet adskillige undersøgelser af, hvordan sexarbejdere har det, sammenlignet med resten af befolkningen. Den hollandske undersøgelse fra 2001 er den mest positive, jeg har hørt om – så rosenrødt er det langt fra hver gang. Men omvendt har der heller ikke været en undersøgelse, der viste det modsatte – og som dermed bekræftede en almindelig opfattelse af, at sexarbejdere mere end andre har sociale eller psykiske problemer.
Når det stadig findes som en almindelig opfattelse, skyldes det, at mange af kilderne er behandlere. De ser per definition kun sexarbejdere med problemer. Men spurgte man for eksempel en psykolog om hendes indtryk af de patienter, der var jurister, ville hun også sige at de havde psykiske problemer til fælles.
Men altså – overordnet er det en myte, at sexarbejdere har det dårligere end andre, og at sexarbejde er mere skadeligt end andre erhverv.
Jeg nævner det fordi her, det er relevant, når man taler kriminalisering af vores erhverv – uanset om det er køb, salg eller formidling af seksuelle tjenester man vil have, skal være ulovligt.
Der kan være forskellige grunde til at gøre ting kriminelt. Den mest oplagte er, at en handling består i at gøre andre fortræd – som mord, vold og tyveri. Her er der en gerningsmand, og der er et offer, der mod sin vilje er blevet udsat for noget negativt. Det er ikke tilfældet med sexarbejde, hvor det er voksne mennesker, der frivilligt indgår aftaler.
Den næstmest oplagte grund til at gøre noget ulovligt er, at der ganske vist ikke er tale om, at nogen bliver udsat for noget mod deres vilje, men at man alligevel skønner, at handlingen gør skade. Derfor han man for eksempel forbudt salg og brug af stoffer, ligesom hasardspil er ulovligt. Staten optræder med den slags forbud som en formynder.
Den slags formynderi kan man sine meninger om, men i det mindste godt ment. Men en kriminalisering af sexarbejde hører altså heller ikke til i den kategori. I sin tid har man nok troet, at sexarbejde på en eller anden måde var særligt skadeligt, og at man derfor så vidt muligt skulle forhindre det med formynderiske forbud. Men det kan man altså ikke sige mere. De politikere, for eksempel, der siger, at sexarbejde særligt skadeligt, særligt forbundet med vold og så videre, kan ikke ærligt sige, at de har sat sig ind i den forskning på området, der har fundet sted de seneste årtier.
Så når vi taler om sexarbejde, er vi nede i en tredje kategori af begrundelser for et forbud. Nemlig at lovgiverne vil tvinge andre til at leve efter deres værdier og/eller religiøse opfattelser. Det er også det, meget af retorikken om kriminalisering handler om – for eksempel når man taler om, at man skal indføre et forbud for at sende et signal om hvilke værdier, der er acceptable.
Efter min personlige opfattelse hører den slags ikke hjemme i et moderne demokrati. Her må værdierne komme nedefra – fra befolkningen – og så må politikerne lovgive, så der er plads til alle.
Det forekommer mig, at dem, som taler om for en kriminalisering ud fra værdimæssige synspunkter, glemmer, hvad strafferet er. Som Nanna Gotfredsen, der er leder af Gadejuristen, har sagt det, så handler straf om, at man påfører folk lidelse. Det er ikke et middel, man skal bruge i flæng. Det er tværtimod noget, man skal bruge mindst muligt.
Det gælder også, selv om man føler, man er på det store hold, der kan gennemtrumfe sine værdier. Når der først er blevet accepteret og normalt, at man kan straffe folk for at leve efter – i gåseøjne – forkerte værdier, ved man aldrig hvem det rammer næste gang. Det kan være en selv. Man skaber et samfund, hvor det gælder om at være på det – igen i gåseøjne – rigtige hold. Det stærkeste hold vinder.
Dén kamp kan man også følge i debatten om kriminalisering af sexarbejde. For hvem er det, der har bestemt, at forbud og straf overhovedet skal være den overordnede dagsorden?
Det er bestemt ikke os sexarbejdere. SFI gennemførte for et par år siden en undersøgelse, hvor man blandt andet spurgte 250 sexarbejdere om deres holdning til spørgsmålet. Kun fem procent støttede en kriminalisering, mens 90 procent var imod.
Det er heller ikke den almindlige befolkning, der ønsker en kriminalisering. Når der er meningsmålinger om et købesexforbud, er der cirka to modstandere for hver tilhænger. Opbakningen fra befolkningen er endnu større, når man spørger om vi skal have almindelige erhvervsmæssige rettigheder.
I de politiske partier tror jeg, at en større del er kriminaliseringstilhængerne. Men faktisk er der kun et parti, der ifølge deres landsmøder officielt går ind for en kriminalisering her og nu. Det er SF. Socialdemokraterne og Enhedslisten ønsker også en kriminalisering, men først efter at en række forudsætninger er opfyldt. De radikale er og alle de borgerlige partier er imod en kriminalisering.
Det er først inde på Christiansborg, at det er almindeligt at gå ind for en kriminalisering. Jeg vil tro, at der i alle fire folketingsgrupper bag den nuværende regering er et solidt flertal, der inderst inde ønsker et forbud her og nu. De får opbakning fra andre magtcirkler, for eksempel fagforbund og embedsmænd.
Uden at ville bortforklare, at mange almindelige mennesker også går ind for en kriminalisering, så er det altså blandt samfundets elite, man finder drivkraften. Det er her, forbud bliver sat på dagsordenen. Det er mennesker, der allerede har stor magt, der også ønsker magt over borgernes personlige liv.
Jeg må desværre sige, at denne elitære synsvinkel også har fundet vej ind i invitationen til dette arrangement. Vi skal, som det hedder, diskutere, om man skal fastholde legaliseringen af prostitution.
Dermed har man indirekte sagt, en kriminalisering er den naturlige tilstand, mens en legalisering er noget, man forsøger sig med, og som man kan lave om igen, hvis det ikke virker som ønsket. Underforstået, ønsket fra centralt hold.
I et demokratisk retssamfund bør det omvendt. Her skal borgernes frivillige handlinger som udgangspunkt ikke være kriminelle. Først når det er slået fast, kan man begynde at se på, om det er relevant at introducere forbud for at beskytte borgerne mod deres egne dumheder.
Lad mig også lige opholde mig ved ordet legalisering. Vi skelner mellem afkriminalisering og legalisering. Det første betyder, at man afskaffer alle forbud og andre særlige regler for et område. Det andet betyder, at man nok tillader en aktivitet, men kun indenfor en særlig ramme.
Selve handlingen at købe eller sælge sex blev afkriminaliseret i 1999. Mens det at organisere andres salg af sex forblev kriminaliseret.
I SIO ønsker vi noget, der ligner en fuldstændig afkriminalisering. Vi har som den eneste særregel for vores branche foreslået, at det ikke skal være muligt at foretage ansættelser, og at hver sexarbejder altså fortsat skal være sin egen, selvstændige virksomhed. Men bortset fra det ønsker vi ikke særlige regler for, hvordan for eksempel bordeller skal indrettes, eller hvem der må lede dem og hvordan. Myndighederne har i praksis aldrig forstået vores branche, så det sidste vi ønsker er, at de skal ind og lede den.
Men overordnet er det altså afkriminalisering og ikke legalisering, der er den folkelige dagsorden – forstået som den dagsorden, der optager os, som det hele angår. Det er det, man i dag kalder rufferi, vi ønsker afkriminaliseret. Ordet har en meget negativ klang, men reelt er der tale om erhvervsmæssige aftaler, der som en selvfølge er lovlige i alle andre erhverv, hvor de er med til at sikre gode forhold og bedre indtjening.
Det er en almindelig misforståelse, at rufferiparagraffen beskytter sexarbejdere. Det gør den ikke. Den er bare et levn fra en gammel, religiøs tankegang, hvor man regnede sex uden for ægteskabet som syndigt, og derfor straffede dem, som udbredte det.
Det er således ikke i sig selv ulovligt at tjene penge på andres prostitution. De kan det heller ikke være, for så skulle jo også supermarkedet, hvor vi køber kondomer, straffes for rufferi.
Det er derimod ulovligt at tjene penge på at organisere andres prostitution. Man må altså gerne leje et lokale ud til en sexarbejder, så lokalet i praksis er et bordel. Men man må ikke føre vagtplanen for de forskellige sexarbejdere, der lejer lokalerne. Så deltager man i organiseringen. Man må heller ikke lade lejen for lokalet være afhængig af, om der mange eller få kunder på given dag. For nyligt er en ægtemand til en ejer af et bordel blev dømt for rufferi, fordi han på et tidspunkt havde skruet en skrue i en seng.
Konsekvensen er, at det er dem, der giver os gode forhold at arbejde under, der bliver dømt for rufferi.
Hvis rufferiparagraffen virkelig beskyttede os mod udnyttelse, for eksempel i form af ågerpriser, ville den sådan set være acceptabel. Eller i hvert fald til at leve med. For eksempel tjener Ekstra Bladet rigtigt godt på massageannoncerne, selv om deres service er både dyr og dårlig. Sådan er det, fordi de er den eneste avis, der har valgt at optage annoncerne. Vi har ingen andre muligheder. Men er ikke rufferi, for Ekstra Bladet sælger os bare en ydelse.
Princippet fra rufferiparagraffen går desværre ofte igen i sagerne om menneskehandel. Bag det dramatiske begreb gemmer der sig ofte mindre forseelser, hvor der ikke er nogen person, der føler sig som offer for en forbrydelse – eller i hvert fald ikke for nogen forbrydelse, der er i nærheden af slaveri eller menneskehandel.
Jeg tror, de fleste antager, at paragraffen om menneskehandel straffer dem, der lokker eller tvinger kvinder til Danmark for at sælge sex, mod deres vilje. Men den situation er vist ikke set endnu. Der er masser af kvinder, der gerne vil til Danmark for at sælge sex, og det giver ingen mening at rekruttere nogen, der ikke ønsker det. Sagerne om menneskehandel opstår i stedet typisk, når folk ikke forstår loven, og derfor heller ikke ved, hvordan de skal overholde den. Resultatet er misforståelser og ulykkelige situationer.
Men igen – hverken paragraffen om rufferi eller paragraffen om menneskehandel ville være det store problem, hvis politiet og andre myndigheder brugte dem fornuftigt. Men det gør de desværre ikke. Her ligger et emne, som næsten ville være endnu mere interessant for en juridisk temadag, og som for så vidt heller ikke kun angår vores branche.
Når der er så mange sager, er det fordi man tager revl og krat med. Fredelige telefonpassere, og som nævnt ægtemænd, der har været så uforsigtige at skrue en skrue i en seng, bliver nådesløst retsforfulgt. De får dog som regel og kun små straffe, hvis de ikke bliver helt frikendt.
Det er meget sjældent sexarbejdere selv, der har anmeldt nogen i alle disse småsager. Sexarbejderne kan naturligvis mene, at en bordelejer opkræver for meget i leje, eller at hun er for fedtet med det inventar, hun stiller til rådighed. Men derfra og så til at mene, at man er udsat for en forbrydelse, er der langt.
I stedet kommer alle småsagerne til verden gennem to andre kanaler.
Den ene er, at man aflytter vores telefoner i meget stor stil. Det er muligt, fordi man med rockerloven gjorde det muligt at aflytte telefoner i rufferisager. Siden er det ikke lykkedes at dømme en eneste rocker for rufferi. Det er myte, at rockere driver bordeller. Nogle steder udfører de vagtopgaver, men det hører altså ind under de lovlige tjenesteydelser, så det kan ikke straffe dem for. I stedet går politiet altså efter telefondamer, chauffører og almindelige mennesker, der lejer lokaler ud. Rockerloven bliver uden skrupler misbrugt at politiet, og domstolene accepterer det af en eller anden grund.
Den anden grund til, at de mange små sager kommer op, er Skats kontroller. Politi og Skat har i mange år samarbejdet i en indsats mod prostitutionens bagmænd, som det hedder. Men bagmandsvirksomhed skal forstås som rufferi eller menneskehandel, altså strafbare handlinger. Og så må Skat slet ikke bruge deres kontroller uden retskendelse til. Politiet, som kommer med på kontrollerne, må heller ikke gøre andet end at sikre Skats medarbejdere adgang. Men de benytter meget ofte lejligheden til at foretage efterforskning – altså stadig uden retskendelse.
Så når Skat og politiet siger, at der ser en masse lovbrud under kontrollerne, er det for så vidt rigtigt. De ser som minimum deres egne lovbrud. Dem er der rigtig mange af. Men det er ikke den slags lovbrud, som udgår fra Christiansborg, som Christiansborg er optaget af at få stoppet.
Alt dette foregår på trods af, at der for længst er opbygget en erfaring om, at sexarbejdere udmærket kan finde ud af at gå til politiet selv, hvis de faktisk føler, der er begået en forbrydelse mod dem. Flere af sagerne om menneskehandel er startet ved, at en sexarbejder er mødt op på politistationen for at anmelde vold eller trusler.
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet: Forbuddene i vores branche – både dem, som stadig eksisterer, og dem som nogle gerne vil genindføre – handler hverken om at beskytte os eller nogen andre. Det handler om rå magt. Om at nogen har sat sig i hovedet, at deres værdier er overlegne, og at de skal udbredes med fysisk magt. Uanset hvor meget lidelse, det koster, og uanset hvor meget det strider mod såvel principperne bag som den konkrete lovgivning i en demokratisk retsstat.
Jeg kan også sige det på den anden måde: I den invitation, jeg har fået til dette møde, er det stillet op som et spørgsmål, om hvilket beskyttelsesobjekt den danske straffelov varetager. Om det den ”købelystne” dansker eller den prostituerede kvinde/mand.
Svaret på det spørgsmål er hverken eller. Kriminaliseringen af vores erhverv beskytter ikke nogen. Den tjener kun det formål at udøve magt.