Skandinaviske sexarbejdere står sammen for rettigheder
Sexarbejdere på gaden fik en hovedrolle, da Anna Skarhed i begyndelsen af juli afleverede udredningen om effekterne af den svenske sexkøbslov frem til 2008. Det blev konkluderet, at mens antallet af sexarbejdere på gaden i Sverige havde ligget konstant på et lavt niveau efter kriminaliseringen, var det samme tal steget betydeligt i Danmark, hvor der ikke er nogen sexkøbslov.
Hvad man ikke kan læse i udredningen er, at de officielle danske tal ikke holder. Tidligere socialminister Karen Ellemann har erkendt dette over for Folketinget i slutningen af 2009. Blandt andet er mindst 400 kvinder talt med i statistikken to gange. Der er nu bevilget 4 mio. danske kroner af til en ny stor undersøgelse, der skal skabe et mere troværdigt tal. Socialforskningensinstituttet vil komme med sin rapport i slutningen af i år eller i begyndelsen af næste år.
Imens tyder oplysninger fra andre kilder, blandt andet dansk politi, på, at der ikke er 1400, som man kan læse i udredningen, men kun cirka 400 sexarbejdere på gaden i Danmark i løbet af et år. Tallet har sandsynligvis været faldende de seneste år. Det er altså både en et antal og en udvikling der ligner det, man har set i Sverige. Andre steder i Vesteuropa, blandt andet Nederlandene, har man set det samme.
Der er med andre ord ikke belæg for, at sexkøbsloven har reduceret antallet af sexarbejdere i Sverige, mere end det ville være sket uden en lov.
Det er heller ikke dokumentation for, at sexkøbsloven særligt skulle have modvirket menneskehandel i Sverige. Statistikken over domfældelser siger noget andet
Vi leder også forgæves efter dokumentation for, at det skulle være særligt skadeligt at sælge seksuelle tjenester, eller at køb af seksuelle tjenester skulle være fremmende for den holdning, at vold mod kvinder er acceptabelt.
Vi henleder opmærksomheden på, udredningen viser, at der i Norge har været en betydelig stigning i antallet af sexarbejdere på gaden, og at denne form for sexarbejde nu udgør næsten halvdelen i landet – en langt større del end i Sverige og Danmark.
Norge har en meget stram lovgivning mod at leje lokaler til sexarbejdere, og politiet truer intetanende udlejere med en tiltale om rufferi (hallikvirksomhed på norsk). Det presser norske sexarbejdere ud på gaden, og kriminaliseringen har ikke hjulpet på dette.
Sandheden er, at et forbud mod sexkøb er rent ideologisk. Den har ingen dokumenteret effekt i retning af at begrænse køb og salg af sex, og det stiller ikke sexarbejderne bedre, men værre.
Vi, sexarbejderne i Skandinavien, respekter naturligvis, at det er demokratiets kerne, at man kan kæmpe for sine ideologier. Vi respekterer det også, når disse ideologier ikke er vores erhverv venligt stemt. Men vi påpeger, at den sande demokratiske kamp foregår med ord og argumenter. At straffe dem, man er uenig med, har efter vores opfattelse ikke nogen plads i skandinavisk folkestyre, uanset om straffen er tab af rettigheder (sexarbejderen) eller bøder og fængsel (kunden).
Vi ser heller ikke, at et ligestillingsbegreb, hvor kun manden – kunden – anses at være i stand til at træffe et valg for sig selv, harmonerer med skandinavisk tradition. Om noget er det med til at underbygge stereotyper og blandt andet sløre, at også mænd sælger og kvinder køber sex.
Forkerte danske tal i svensk udredningen om sexarbejde
Den 2. juli blev den svenske betænkning om effekterne af sexkøbsforbuddet i Sverige offentliggjort. Det blev blandt andet konkluderet, at mens antallet af sexarbejdere på gaden i Sverige har holdt sig nogenlunde konstant i årene efter kriminaliseringen i 1999, er det tilsvarende tal i Danmark steget voldsomt.
Sexarbejdernes InteresseOrganisation gør med denne henvendelse opmærksom på, at de danske tal er stærkt misvisende. Tallene stammer fra Servicestyrelsens årlige notat ”Prostitutionens omfang og former”. Af angiveligt cirka 1400 sexarbejdere på gaden i Danmark skulle cirka 1200 findes i København. Men det sidste bygger på de tal, der er indberettet fra Reden i København, og disse indberetninger er stærkt fejlbehæftede, som det fremgik af en række svar fra daværende socialminister Karen Ellemann til socialudvalget sidste efterår.
Ifølge vurderinger fra Politiet og oplysninger fra Reden International kan det anslås, at der reelt blot er 200 forskellige sexarbejdere, der i løbet af et år arbejder på gaden i København. Med disse tal vil konklusionerne i den svenske udredning, for så vidt angår effekten af et sexkøbsforbud, helt blive ændret.
SIO mener, at man skal afvente den igangværende kortlægning fra SFI, før man konkluderer noget endeligt om omfanget af sexarbejde på gaden i Danmark. Men vi mener samtidig, at socialministeren må erkende de fejl, der er begået i ministeriets regi, og melde klart ud, at de eksisterende opgørelser fra Servicestyrelsen indeholder så store og grove fejl, at de er uanvendelige. Hvis ministeren undlader dette, vil debatten forblive forplumret i både Danmark og Sverige.
————————————————————–
Fakta om misinformationerne fra Reden i København:
Besøgstallene er akkumuleret over flere år i stedet for kun at gælde et år ad gangen, som de skal. Metoden indebærer, at antallet af sexarbejdere altid vil fremstå som stigende – hvis Reden har mødt en sexarbejder det ene år og en anden det næste, vil det fremstå som en stigning på 100 procent. Hvis Reden ingen sexarbejder møder det andet år, vil antallet fremstå som uændret.
Mindst 400 brugere er talt dobbelt – de er registreret som flere forskellige brugere. Der kan være langt flere, idet Reden øjensynligt ikke har gennemgået de registrerede udenlandske bruger nær så omhyggeligt som de danske.
Reden lader som alle brugere er sexarbejdere, selv om mange af dem ikke er det. Reelt er det kun få danske sexarbejdere, der arbejder på gaden, og det kan således også kun være en mindre del af Redens brugere, der er sexarbejdere på gaden.
PRESSEMEDDELELSE
Sexarbejdernes InteresseOrganisation: Svensk rapport bygger på forkerte tal for Danmark – Nu må Reden sige sandheden
Udtalelse fra Sexarbejdernes InteresseOrganisation i anledning af den svenske udredning om sexkøbsloven.
Det er på baggrund af forkerte tal, at den svenske udredning konkluderer, at der har været en brat stigning i antallet af sexarbejdere på gaden i Danmark. De forkerte tal stammer fra Reden i København, som nu må komme på banen og rette den misinformation, de gennem en årrække har givet til offentligheden.
I de officielle statistikker bliver Redens besøgstal sat lig med antallet af sexarbejdere. Men Reden har løjet om, hvor mange besøgende de har, for på den måde at skabe billedet af Danmark som ”Nordens bordel” - ved siden af det svenske lykkeland. Redens misinformationer er dokumenteret i en række svar til Folketinget fra tidligere socialminister Karen Ellemann, og det er baggrunden for, at SFI nu er bedt om at starte forfra med en helt ny optælling.
Reden har påstået, at der var over 1200 sexarbejdere på gaden i København. Vurderinger fra Politiet og Reden International tyder på, at tallet reelt ligger på cirka 200. I Århus og Odense har der gennem de seneste tiår været et støt faldende antal sexarbejdere på gaden, og det samme er sandsynligvis tilfældet i København.
Svenskerne kan altså ikke konkludere, at forbuddet mod sexkøb har haft nogen effekt i retning af at begrænse branchen.
Reden i København nægter fortsat at oplyse, hvor mange besøgende de reelt har, og hvor mange af dem der er sexarbejdere. SIO kræver, at organisationen gør rent bord og fremlægger de rigtige oplysninger. Reden modtager hvert år store millionbeløb fra både staten og Københavns Kommune, og det er en skandale, at de misbruger deres status til sprede usandfærdig propaganda.
Fakta om misinformationerne fra Reden i København:
• Besøgstallene er akkumuleret over flere år i stedet for kun at gælde et år ad gangen, som de skal.
• Mindst 400 brugere er talt dobbelt – de er registreret som flere forskellige brugere.
• Reden lader som alle brugere er sexarbejdere, selv om mange af dem ikke er det.
Line Barfod fra Enhedslisten vil have socialministeren og beskæftigelsesministeren til at forklare sig i sagen om kvinden, der i april kom i aktivering på en massageklinik i København. Men det er Line Barfod selv, der skylder en forklaring.
Kvinden fandt selv aktiveringspladsen, som hun åbenbart foretrak frem for andre muligheder. Sagen viser ikke et problem i aktiveringssystemet – den viser et problem med en fordomsfuld politiker, der vil misbruge velfærdsstatens sociale systemer til at moralisere over for borgerne.
SIO opfordrer ministrene til at rose Jobcenteret i Slagelse for at have håndteret sagen modigt og holde fokus på borgerens interesse, selv om borgerens ønske var usædvanligt og kunne give politisk ballade.
SIO arbejder for, at sexarbejdere og vores ansatte skal have samme rettigheder som alle andre. Ledige skal også have ret til at komme i aktivering på en massageklinik. Men der skal ikke være pligt til at acceptere en aktiveringsplads i forbindelse med sexarbejde. Det er efter SIO’s opfattelse et af de erhverv, hvor hensynet til den lediges overbevisning og personlige forhold må gå forud for kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det er en skandale, at politiet i Midt- og Vestjylland endnu engang tolker loven kreativt for at stresse sexarbejdere.
Tom Nørskov fra Midt- og Vestjyllands Politi vil sende “bekymringsbreve” til 60 personer, der udlejer lokaler til sexarbejdere. Han truer dem indirekte med at blive retsforfulgt efter rufferiloven eller straffeloven.
Det var samme Tom Nørskov, der sidste somme ville ligge på lur efter udenlandske sexarbejderes kunder og straffe dem efter udlændingeloven, fordi de gav beskæftigelse til personer uden opholds- og arbejdstilladelse. Denne udmelding kaldte politiinspektør Ole Henriksen dagen efter tilbage og betegnede den som et udslag af “sommervarmen”. Det skete efter at SIO havde gjort opmærksom på, at sexarbejdere ifølge loven ikke er beskæftigede af deres kunder – de sælger kunderne en ydelse.
Også Tom Nørskovs udmelding denne sommer er tomme trusler. Almindelige mennesker, der viser almindelig opmærksomhed og moral, overtræder ikke nogen lov ved at leje lokaler ud til sexarbejdere. Heller ikke selv om det skulle vise sig, at lokalerne benyttes af en sexarbejder uden opholdstilladelse. Det sidste er højest strafbart, hvis det er forsætligt fra udlejers side.
Inspirationen til “bekymringsbrevene” er hentet fra Oslo. Men i Norge er det ulovligt at leje lokaler ud til massageklinikker. Resultatet af denne lovgivning er tragisk – i Norge arbejder op mod halvdelen af sexarbejderne på gaden, hvor det i Danmark højest er 5-10 procent.
Disse norske erfaringer viser, hvor usympatisk Tom Nørskovs nye initiativ er, og hvem det rammer. SIO tror heller ikke, at politidistriktets borgere ønsker, at sexarbejdere skal begynde at arbejde fra gaden i de midt- og vestjyske byer.
Politiinspektøren må også denne sommer gribe ind og sætte kludremiklen Tom Nørskov på plads.
Ligestillingsminister Lykke Friis vil vente på en evaluering af
regeringens handlingsplan mod menneskehandel, før hun tager stilling
til, om razziaerne mod sexarbejdere er et godt eller dårligt
instrument. (artiklen ”Nu er du i sikre hænder” 30/5).
Fra SIO’s side har vi et andet forslag til ministeren: Stop razziaerne
med det samme, og så genindfør dem, hvis evalueringen mod forventning
skulle vise, at de har nogen som helst værdi eller berettigelse.
Ministerens kommentar lyder umiddelbart saglig og fornuftig. Men den
er det modsatte. Lykke Friis overser, at razziaerne hver dag har
alvorlige konsekvenser for de udenlandske sexarbejdere,
handlingsplanen skulle have hjulpet. Det er uansvarligt at trække
tiden ud.
Lykke Friis følger desværre en lang tradition, hvor politikerne ser
sig selv i en hjælpefunktion over for sexarbejdere. Bag razziaerne
ligger forestillingen om, at sexarbejderne vil se politifolkene som
ædle redningsmænd, der hjælper dem ud af erhvervet. Det har meget
sjældent nogen forbindelse til virkeligheden.
Virkeligheden er, at hele dette redningssystem – både den juridiske og
den sociale del – er en tom skal. Som beskrevet i artiklen er der
meget få sexarbejdere, der lever op til forventningerne og lade
sig redde. Tvangsprostitution er – heldigvis – et yderst sjældent
fænomen i Danmark.
I stedet begår systemet overgreb mod sexarbejderne. Razziaerne er i
praksis et retssikkerhedsmæssigt gedemarked. Politiet lusker sig ind
på klinikkerne uden dommerkendelse. De dækker sig i stedet ind under
at skulle beskytte Skats medarbejdere under rutinemæssige
virksomhedskontroller. Disse kontroller foregår ofte brutalt,
sexarbejderne bliver ofte nægtet rettigheder, og i SIO kender vi
eksempler på, at udenlandske sexarbejdere har fået bøder, uden at de
får at vide hvad de bliver straffet for.
I SIO håber vi, at Lykke Friis vil tage konsekvensen af det, der er
mere og mere tydeligt: Det er hverken bagmænd eller kunder, der begår
de største overgreb mod migrant-sexarbejdere. Det er myndighederne
selv, og dermed det system, ministeren selv har et politisk medansvar
for.
Myndighederne er desværre kun i ringe grad med til at løse de
problemer, der misvisende går under betegnelsen menneskehandel.
Tværtimod står de i vejen for de nødvendige løsninger.
Fordomme. Servicestyrelsens nye rapport rydder myterne af vejen og gør plads til diskussionen om, hvorfor sexarbejde betragtes som et socialt problem og ikke som et fag.
OPINION
Af BO JENSEN OG SUSANNE MØLLER
Weekendavisen Nr. 18 - 7. maj 2010
Alle partier i Folketinget er enige om, at iværksættere er godt for Danmark. De skaber arbejdspladser eller de skaber deres eget arbejde i stedet for at lade sig forsørge af samfundet. Desuden er alle enige om, at der mangler kvindelige iværksættere og at det især er godt når kvinder starter som selvstændige.
Så hvis en kvinde starter egen klinik og tilbyder omsorg, nærhed og kropsterapi - f.eks. fodterapi - så klapper vi i hænderne. Fodterapeuten er en kvindelig rollemodel, en iværksætter, en af samfundets helte.
Men hvis den samme kvinde starter egen klinik og tilbyder omsorg, nærhed, kropsterapi og sex - altså hvis hun starter et bordel - så er hun et socialt problem. Så skal hun straks holde op og hjælpes, f.eks. med offentlig forsørgelse.
Det er klart uretfærdigt overfor de sexarbejdere, som netop ikke ønsker at ligge samfundet til last - og som derfor er blevet selvstændige eller har startet egen virksomhed inden for et felt, som de mestrer bedre end de fleste: sex.
Sex er et fag, hvor også ufaglærte kvinder har en god chance for succes som iværksættere. 14% af danske mænd er parate til at betale for den serviceydelse, som “massageklinikkerne” tilbyder. Omsorg og nærhed er en mangelvare i et hæsblæsende samfund, hvor erhvervslivet kræver øget produktivitet og hvor stadig flere får stress.
Men samfundet siger nej. En kvinde som sælger sex er et socialt problem. Hun ved ikke, hvad der er bedst for hende selv. Hun skal hjælpes.
Hvor er logikken? Der er ikke nogen logik. Den eneste forklaring på forskelsbehandlingen ligger i det lille ord sex. Hvor på kroppen terapeuten rører sin klient.
Lovgivningen er utidssvarende. At opfatte køb og salg af seksuelle ydelser som et socialt problem hører hjemme i det viktorianske samfund. At definere sex-iværksættere som stakler der skal hjælpes, bunder i fordomme, snævertsyn og en gammeldags seksualmoral.
Holdninger og seksualmoral
Debatten om købesex, som har kørt på høje nagler de sidste 3-4 år, er blevet kaldt videns-tom. Igen og igen har det handlet om, hvor farligt faget er og hvor mange sexarbejdere der egentlig er i Danmark. Debatten har afsløret en enorm uvidenhed om disse spørgsmål.
Det skyldes, at de offentlige instanser, som har til opgave at holde øje med bordel-branchen, har svigtet. De har ikke sørget for at fremlægge solid viden, som debatten kunne bygge på.
Men nu er den fase af debatten slut.
Servicestyrelsen har netop udgivet en omfattende rapport, som sammenfatter alt hvad vi ved om sundhed, helbred og risici ved arbejdet på bordel (dvs. for den altovervejende majoritet af sexarbejderne). Rapporten afkræfter endegyldigt de mange myter, der har spoleret debatten (misbrug, kønssygdomme, granatchok osv) - og efterlader et billede af, at bordelfaget såmænd ikke er farligere end så mange andre fag. De problemer der kan være i faget stammer ikke fra selve det at sælge sex, men er sociale problemer, der bliver trukket ind i faget - primært på grund af den stigmatisering, som faget er udsat for.
Og KFUK-Reden har fået en næse så stor som Rundetårn, fordi de år efter år har leveret forkerte tal, når sexarbejderne skulle tælles - og derved skabt en falsk myte om stigning i antallet af sexarbejdere. Desuden har regeringen sat SFI til at rydde op i dette rod og tælle helt forfra.
Det er glædelige nyheder. For det betyder, at vi fremover kan løfte debatten op over det videns-tomme. Fremover skal debatten ikke handle om hvad vi ved eller ikke ved. Fremover kan vi diskutere holdninger og seksualmoral. Og dobbeltmoral.
Fremover bliver der plads til at diskutere, hvorfor sexarbejde betragtes som et socialt problem og ikke som et fag. Og hvorfor i al verden prostitution skulle kunne forhindre ligestilling mellem kønnene:
”Det er SF’s opfattelse, at vi aldrig vil opnå reel ligestilling (-) så længe prostitution er en accepteret del af samfundslivet.” (fra SF’s vedtagelse om prostitution).
Ligestilling
Det var en milesten i kvindernes kamp, da kvinderne i 1960’erne strømmede ud på arbejdsmarkedet. Kvinderne havde vundet retten til at tjene deres egne penge.
Næste milesten var den seksuelle revolution i 1970’erne, hvor det blev acceptabelt for kvinder at have et sexliv uden nødvendigvis at have en ægtemand. Kvinderne havde vundet retten til at bestemme over deres egen krop.
Ved højtidelige lejligheder er det netop disse to rettigheder vi hylder som ligestilling mellem kønnene og kvindesagens sejr.
Den frihed har ca. en trediedel af alle voksne kvinder i Danmark valgt at udnytte, idet de lever som singler, tjener deres egne penge og har skiftende seksualpartnere. Andre kvinder udnytter også de to nyvundne rettigheder. De har valgt at tjene deres egne penge ved at have betalende sexpartnere.
Sexarbejdere udnytter begge de to rettigheder, som kvindesagen har kæmpet så hårdt for - samtidig. Det kan da umuligt modarbejde ligestillingen, at nogle kvinder udnytter den frihed, som ligestillingen har givet dem?
Må kvinder selv vælge erhverv?
Det frie valg og iværksætteri er også vigtigt for Socialdemokratiet.
I “10 Socialdemokratiske teser for et bedre Danmark” hedder det i tese 1: “Frihedens største udfordring i Danmark er de barrierer, der forhindrer mennesker i at udfolde sine evner til gavn for sig selv og andre.”
Og i tese 5: “Flere skal turde vove et øje som selvstændig iværksætter, og samfundet må være indstillet på at nedbryde de barrierer og ændre de regler, der ikke understøtter dette.”
Det lyder jo godt. Og for sex-iværksætterne er der barrierer, som trænger til at blive revet ned. Sexarbejde skal defineres som et erhverv og ikke som et socialt problem. Og rufferi-paragrafferne skal fjernes eller ændres, så sex-iværksættere fuldt legalt kan leje lokaler og ansætte telefondamer.
Desuden må det vist være en fejl, at socialdemokratiet vil kriminalisere sexarbejdernes kunder. Det er da en barriere for en iværksætter af dimensioner. Væk med den. Eller er de 10 teser bare øregas?
Socialt problem eller fag
Det er på tide at gøre op med forestillingen om sexarbejde som et socialt problem. Der er ganske vist sociale problemer forbundet med en lille del af fagets udøvere, skabt af f.eks. fattigdom, narko og kriminalitet. Men selve det frivilligt at tjene sine egne penge på sin selvvalgte seksualitet på et bordel med sikre og ordnede forhold - som langt de fleste sexarbejdere gør - er ikke et socialt problem.
At frie kvinder har mulighed for at nedsætte sig som selvstændigt erhvervsdrivende og tjene penge på deres ret til at bestemme over deres egen seksualitet er tværtimod et socialt fremskridt - resultatet af 100 års kvindekamp.
Hvis man tror på, at kvinder er voksne og ansvarlige væsner, som man kan tiltro at tjene penge og som har retten til en selvstændig seksualitet - så må man også acceptere, at nogle kvinder vælger at udnytte disse rettigheder som sexarbejdere.
For en gangs skyld handler ligestilling ikke om kvoter og veluddannede kvinders karriere på direktørgangen. Dette her handler om muligheden for social mobilitet i bunden af samfundet. Om ufaglærte kvinders mulighed for at blive selvstændige og sælge sex, hvis det er, hvad de ønsker.
Det sociale arbejde i branchen har spillet fallit og millioner af kroner er postet ud uden resultater. Primært fordi det sociale arbejde går ud på at hjælpe “stakler” ud af et fag, som de måske ikke ønsker at forlade. Også derfor må der nye boller på suppen.
Ved at anerkende sexarbejde som et erhverv frem for et socialt problem, vil der blive mulighed for at sociale hjælpeinstanser og branchen i fælleskab kan tage fat på de problemer der er med stigmatisering, migrantarbejdere, narko og kriminelle.
Kort sagt: Hvis man ønsker sig tilbage til gamle dage, bør man medvirke til at kriminalisere sexarbejde. Hvis man derimod går ind for ligestilling og iværksætteri, må man medvirke til at sikre, at sexarbejde bliver ligestillet med alle andre fag.
Bo Jensen er medlem af Seksualpolitisk Forum, Susanne Møller er talskvinde for Sexarbejdernes Interesse-Organisation (SiO).
10. maj 2010 04:00 | Nordjyske.dk
Sæt fokus på kunder
Pernille Vigsø Bagge folketingsmedlem (SF), ligestillingsordfører, Rugmarken 61, 9670
PROSTITUTION: Der er flere bordeller i Nordjylland end i alle andre dele af landet - bortset fra København.
Det vil sige, at der er flere prostitutionskunder i Nordjylland end så mange andre steder i landet. Måske skyldes det, at Danmark er blevet til selve Nordens bordel - fordi Norge og Sverige gerne vil begrænse prostitutionen i de to lande. Måske skyldes det, at nordjyder er meget virile, og ikke bryder sig så meget om faste, men mere om løse forhold. Uanset hvad grunden er, er der god grund til at bibringe debatten lidt kendsgerninger om prostitution i Danmark.
Samtlige partier i Folketinget anser prostitution for at være et socialt problem, fordi der er store menneskelige omkostninger ved at være i prostitution. Derfor er der også brugt midler på at begrænse prostitutionen i Danmark gennem satspuljemidler, fine handlingsplaner osv. Igen og igen gøres der fra politisk hold opmærksom på, at vi skal hjælpe de prostituerede til et andet liv, vi skal “knalde” eventuelle bagmænd og vi skal sørge for, at kommunerne laver de handleplaner for borgere i prostitution som de ifølge loven er forpligtet til.
Det eneste, det politiske flertal pure nægter at gøre noget ved, er efterspørgselen. Kunderne, som holder prostitutionen i gang, som holder menneskehandlere og bagmænd og rockere og alfonser og bordeludlejere i gang, skal vi hverken tale om, begrænse eller adressere politisk, mener altså det politiske flertal.
Men giver det overhovedet nogen som helst mening at bruge en masse skatteyderpenge på at behandle både fysiske og psykiske skadevirkninger af prostitution, at bruge skatteyderpenge på efterforskning af bagmænd og overgreb mod kvinderne, hvis vi overhovedet ikke gør noget for at dæmme op for efterspørgselen? Vi bruger masser af skatteyderkroner på at understøtte JP/Politikens Hus med statsstøtte, momsfritagelse osv., selv om selvsamme virksomhed via Ekstra Bladet hver dag tjener styrtende summer på at formidle prostitution på annoncesiderne, og det vel at mærke uden at vide, om det er handlede og mindreårige piger/kvinder, der annonceres for. Bagefter kan samfundet så bruge endnu flere skatteyderkroner på at behandle og beskytte de selv samme kvinder. Men kunderne taler vi ikke om.
I SF har vi fået nok. Vi går ind for gratis og frivillig sex i rigelige mængder, men at man frit kan købe andre til sex er i direkte modstrid med de værdier om ligeværd, frihed, social ansvarlighed og tryghed vi i øvrigt hylder i et velfærdssamfund.
Vi vil gerne sikre de bedste muligheder for, at mennesker i prostitution kan få et andet liv, hvorfor vi foreslår frit lejde hos de sociale myndigheder for folk der vil ud af prostitution, vi foreslår ret til psykolog- og lægehjælp, vi foreslår at alle kommuner skal have mindst én medarbejder med særligt kendskab til prostitutionsområdet, vi kræver at alle kommuner laver handleplaner for denne udsatte gruppe. Men vigtigst af alt så foreslår vi, at det skal være forbudt at købe andre mennesker til sex. Fordi alle andre sociale tiltag bare er et slag i luften, så længe vi ikke adresserer kunderne. Og fordi ikke alting skal være en vare på hylden på det store marked i et velfærdssamfund - heller ikke i Nordjylland.
19. maj 2010 04:00 | Nordjyske.dk
Fri fantasi hos SF-medlem
Susanne Møller talskvinde, SIO (Sexarbejdernes InteresseOrganisation), Værnedamsvej 7, 1819 Frederiksberg
PROSTITUTION: Pernille Vigsø Bagge (SF) vil sætte fokus på sexarbejdernes kunder (10.5.). Men der er mere behov for at sætte fokus på hende selv.
Det er fri fantasi, når hun skriver om alle de penge, samfundet bruger til at behandle skader hos sexarbejdere. En ny rapport fra Servicestyrelsen dokumenterer det, SIO hele tiden har sagt: Der er intet belæg for at konkludere, at sexarbejdere skulle have et dårligere helbred end alle andre.
Det er et rent politisk valg, når der alligevel bliver brugt mange millioner kroner på de generelt mislykkede forsøg på at få os til at forlade erhvervet. Selv om nogle medarbejdere på området er gode, er det bestemt ikke en missionerende indsats, vi har bedt om.
Indsatsen mod den kriminalitet, P.V.B. skriver om, er skandaløs.
Det er reelt en klapjagt på især udenlandske sexarbejdere.
Politiet finder meget få tilfælde af det, man i forvejen misvisende kalder for menneskehandel. Men i strid med EU?s anbefalinger anholder man de udenlandske sexarbejdere, forhører dem brutalt og giver dem bøder ? nogle gange uden at fortælle dem, hvad de bliver straffet.
P.V.B. og hendes parti har hele tiden presset på for at gøre dette system stadig større og mere aggressivt.
Det er på tide, at hun forstår, hvad konsekvenserne er.
Det er mennesker, det handler om, og P.V.B.?s tro på, at hendes egne værdier er mere rigtige end andres, har alvorlige omkostninger. Både menneskeligt og økonomisk.
PROSTITUTION: Susanne Møller (SIO) vil ikke acceptere, at samtlige partier i Folketinget er enige om at anskue prostitution som primært et socialt problem.
Derfor forsøger hun at mistænkeliggøre enhver, der ytrer sig om prostitutionens mange bagsider - og ikke mindst dem, der finder det rimeligt - og på tide - også at få sat fokus på kunderne, som alt andet lige medvirker til at opretholde prostitution i alle dens afskygninger samt ikke mindst menneskehandel som en særdeles lukrativ forretning for de involverede bagmænd og -kvinder. Susanne Møller klynger sig derfor ikke overraskende til det makværk, Servicestyrelsen vover at kalde en undersøgelse, når hun skal forfægte sit synspunkt om, at prostitution skam er et helt almindeligt arbejde.
Servicestyrelsens såkaldte undersøgelse beskæftiger sig udelukkende med danske kvinder, der prostituerer sig på massageklinikker og som kun sælger de såkaldte “bløde” ydelser. Den afgrænsning understreger med syvtommersøm, at “undersøgelsen” har begrænset gyldighed. En stor andel af kvinderne på massageklinikker er jo faktisk udlændinge, men deres vilkår er altså helt udeladt af “undersøgelsen”. Virkeligheden kan jo også blive alt for kompliceret, når man fra Servicestyrelsen og SIO’s side åbenbart kun vil forholde sig til den del af virkeligheden, der kan bruges til at mase på med en politisk dagsorden om, at et liv i prostitution er helt uskadeligt.
Men i 2007 udgav Servicestyrelsen faktisk den noget mere omfattende rapport, “Prostitution i Danmark” som bl.a. fremhævede, at knap 60 pct. af de prostituerede uden et stofmisbrug, herunder danske prostituerede på massageklinikker, havde været udsat for vold eller trusler om vold - ofte fra kunder. 30 pct. havde været udsat for voldtægt. Men den markante risikofaktor har man altså valgt at ignorere i Servicestyrelsens nye såkaldte undersøgelse. Det passer jo overhovedet heller ikke ind i den “Pretty Woman” fortælling som SIO og åbenbart også Servicestyrelsen gerne vil begrænse prostitutionsdebatten til! Susanne Møller fordrejer virkeligheden, når hun påstår, at SF står bag ønsket om en aggressiv politiindsats over for især de udenlandske kvinder i prostitution. Tværtimod kæmper SF for, at politiet bruger flere kræfter på at knalde bagmændene (m/k) samt at politiet frem for at jagte de udenlandske kvinder interesser sig mere for at beskytte kvindernes rettigheder. Men den version passer dårligt ind i SIO’s forvrængede verdensbillede.
SEX-RAPPORT: Jeg kan forstå, hvis læserne bliver forvirrede, når SF?s Pernille Vigsø Bagge (21.5.) og jeg (19.5.) diskuterer Servicestyrelsens vidt forskellige udsagn om sexarbejderes helbred og vilkår. Så lad mig kort forklare baggrunden:
Servicestyrelsen har aldrig selv undersøgt noget om sexarbejderes helbred. I stedet forlader de sig på andres forskningsresultater og lignende. Men det har de gennem adskillige år snydt med. Deres gamle publikationer er fyldt med eksempler på, at kilder er refereret direkte forkert, eller at de bygger på undersøgelser, som ikke er sobre. Fejlene er ikke tilfældige ? de medvirker alle til at forværre billedet af sexarbejde.
Men i den nyeste publikation behandler Servicestyrelsen kilderne redeligt, og så når de altså frem til den konklusion, at det ikke i sig selv er skadeligt at sælge sex og at de som arbejder på bordel ikke har et ringere helbred end andre.
Så foretrækker P.V.B. at finde de gamle publikationer frem i stedet, f.eks. ?Prostitution i Danmark? fra 2007. Men hun kommer netop til at vise problemet, når hun så nævner, at der ifølge denne bog skulle være 60 procent af sexarbejdere uden stofbrug, der har været udsat for vold. For det er nemlig forkert ifølge den oprindelige undersøgelse, Daphne-syndromet fra 1994.
Den nye rapport er derimod sober og loyal overfor de anvendte kilder. Det er primitivt, at P.V.B. kalder den ?makværk?, og det er en påstand, hun ikke kan dokumentere.
I SIO var og er vi meget kritiske over for Servicestyrelsens rapporter. Vi er heller ikke enige i alt, hvad der står i den nye. Men vi ser også sådan på det, at fortid er fortid, og at det vigtigste er, at Servicestyrelsen nu vil arbejde sagligt og redeligt. Desuden har vi forståelse for, at Servicestyrelsen har været under hårdt politisk pres.
P.V.B. har derimod ret i, at der findes meget lidt dokumenteret viden om, hvordan de udenlandske sexarbejdere har det. Det er aldrig undersøgt i Danmark. SIO har i årevis talt for, at man skal gennemføre en undersøgelse af udenlandske sexarbejderes velbefindende og holdninger. Det håber vi også, at P.V.B. vil støtte os i.
Men P.V.B. skal nok være forberedt på, at sådan en undersøgelse kan vise, at det hverken er bagmænd eller kunder, men myndigheder og politikere, der begår de fleste og de største overgreb mod udenlandske sexarbejdere.
I begyndelsen af april udgav Servicestyrelsen under Socialministeriet en ny rapport om sexarbejdere på massageklinikker. Her kan man blandt andet læse: »Alt i alt er det på det foreliggende ikke muligt at hævde, at prostitution fører til generelle helbredsmæssige problemer, eller at danske prostituerede på massageklinikker har et dårligere helbred end befolkningen generelt.«
Københavns Kommune kom til den modsatte konklusion i en redegørelse fra 2007. Her hed det, at »prostitution er særdeles psykisk og fysisk belastende for den, der udfører den, og at kun ganske få - om nogen - er i stand til fuldstændig at beskytte sig imod dens skader«.
Servicestyrelsen var også med til at skrive Københavns Kommunes redegørelse, og de havde de samme kilder til rådighed dengang. Men de er gået bort fra den politiserende og falske udlægning af forskningen, der hidtil har været normen. Det er vi meget tilfredse med i SIO, og vi konstaterer, at Servicestyrelsen nu i store træk bekræfter det, vi hele tiden har sagt.
Det efterlader til gengæld Københavns socialborgmester Mikkel Warming med et stort problem. Han har selv ansvaret for den besynderlige konklusion fra 2007. Nogle af de mest latterlige - og nu tilbageviste - påstande blev opfundet til kommunens redegørelse. For eksempel at sexarbejde skulle give gigt i kæberne. Han må også se i øjnene, at kommunens berømte politik mod sexarbejde på alle måder har været en katastrofe. Den startede med løgn og latin, og resultatet er derefter.
Servicestyrelsen konstaterer i sin nye rapport, at sexarbejde kan være socialt skadeligt i kraft af fordommene mod og stigmatiseringen af erhvervet. Også denne pointe er SIO i store træk enig i. Men kommunens politik går ud på at stigmatisere os yderligere. Dels gennem usaglige kampagner, dels gennem for eksempel kommunens diskriminerende fravalg af hoteller, der har sexarbejdere som kunder.
Kommunen har også iværksat sociale tiltag. Blandt andet forhøjede man i 2007 bevillingen til værestedet Reden. Fint nok, men efter at Reden for et år siden lukkede af for udenlandske brugere, er der ikke mange sexarbejdere, der har glæde af den bevilling mere.
Mikkel Warming må i stedet se på, at kommunen støtter en organisation, der gennem en årrække vildt har overdrevet sine besøgstal og på den måde destrueret socialfaglig viden om ikke blot sexarbejdere på gaden, men også om stofbrugere og hjemløse.
Men Mikkel Warming har hele vejen igennem forsvaret sin politik med vrøvlet om de helbredsmæssige skadevirkninger ved sexarbejde. Han har på den baggrund også aktivt støttet kriminaliseringsbevægelsen. »Prostitution giver langt de fleste prostituerede store fysiske, psykiske og sociale skader,« udtalte han så sent som i marts.
Men det er Mikkel Warmings egen politik, der skader sexarbejdere. Nu må han vågne op - og rydde op. Han må træde i karakter og forklare flertallet i Borgerrepræsentationen, at deres personlige seksualmoralske synspunkter ikke skal gå ud over borgerne.
