For tre uger siden bad Mette Frederiksen alle faggrupper med tæt kundekontakt om at holde op med at arbejde for at undgå at sprede smitte med coronavirus. Regeringen lovede til gengæld at rulle hjælpepakker ud, der skulle sikre at alle kan klare sig gennem denne tid uden alt for store økonomiske tab. Siden da er der kommet hjælp til både store og små virksomheder, ansatte, selvstændige og freelancere.
Det virker åbenlyst, at sexarbejdere burde have ret til den samme økonomiske hjælp som andre. Ikke kun af hensyn til sexarbejderen selv – men også for at sikre, at sexarbejdere ikke af nød arbejder videre og risikerer at sprede smitte med coronavirus til mange andre mennesker. Sexarbejdere skal ifølge loven registrere sig som selvstændige og betale skat og moms, og derfor burde vi være omfattet af enten almindelige dagpenge eller hjælpepakken til små selvstændige. Men det er vi i praksis ikke, af flere grunde:
– Da sexarbejde i 1999 blev afkriminaliseret, blev der i den nye lovgivning indskrevet en bemærkning om, at sexarbejde ikke skal anses som et erhverv. Det betyder at sexarbejdere ikke har ret til dagpenge. Vi må ikke have fagforeninger, der kan rådgive os om f.eks. den nuværende situation, og vi kan ikke tegne en arbejdsforsikring. Vi er altså udelukket fra de ’sædvanlige’ sikkerhedsnet.
– På grund af rufferilovgivningen, der kriminaliserer ”den der fremmer, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde”, kan mange sexarbejdere ikke få kvitteringer på deres udgifter til f.eks. husleje, chauffør eller andre ydelser, som andre små selvstændige kan trække fra. Derfor kan sexarbejdere ikke som andre selvstændige få hjælp til at dække udgifter under coronakrisen. Disse udgifter kan være høje, fordi de der tilbyder ydelser eller lokaler til sexarbejdere løber en stor risiko ved at bryde loven. Hvis en sexarbejder f.eks. bruger 700 kr på husleje på en arbejdsdag, men kun tjener 1000 kr, går hun hjem med 300 kr – men skal betale skat af 1000. Hun kan altså ende med at skulle betale mere i skat, end hun har tjent. Det er der naturligvis ingen, der kan. Derfor er mange sexarbejdere nødt til teknisk set at ’snyde’ i skat for at kunne betale skat, ved at trække udgifter fra, der ikke kan dokumenteres. Ved ansøgning om kompensation fra hjælpepakker kan sexarbejdere risikere at blive kigget ekstra godt efter i sømmene af myndighederne, og det kan være en for stor risiko at tage, når der ikke er nogen de facto lovlig, realistisk måde for sexarbejdere at indberette skat.
– Mange sexarbejdere ønsker ikke at oplyse til myndighederne, hvad de laver. Nogle frygter på grund af stigmatisering at deres nærmeste får at vide, hvad de arbejder med. Nogle har oplevet, at myndighederne møder dem med mistro og kræver dokumentation for al indtægt (hvilket er helt umuligt i en så stigmatiseret branche), og at myndighederne kan finde på at skønne, at deres indtægt er for høj eller lav og straffe økonomisk eller med retsforfølgelse. Nogle sexarbejdere er på grund af deres arbejde blevet truet med at få fjernet deres børn. Nogle har oplevet ubehagelige politirazziaer, der ifølge politiets egne interne notitser ikke kun skulle afdække kriminalitet, men også ”stresse miljøet” (dvs. sexarbejderne). Alle disse afskrækkende faktorer gør, at nogle sexarbejdere enten ikke har noget officielt arbejde registreret at få kompensation for – eller er registreret under en anden branchekode og derfor risikerer den meget høje straf for snyd med hjælpepakkerne, hvis de prøver at ansøge.
– Statens tilgang til sexarbejdere har de sidste mange år været fjendtlig og har skabt stor generel mistillid. Vi sexarbejdere møder næsten kun myndighedspersoner, hvis de vil bygge en sag mod vores samarbejdspartnere, fjerne vores børn, true med at anmelde os for skattesnyd eller prædike moral. Og ofte er myndighedernes trusler forklædt som ’hjælp’ og ’redning’. Selv uden nogen konkret frygt er det almindeligt for sexarbejdere at forvente det værste, når staten tilbyder hjælp, og det gør at mange sexarbejdere p.t. ikke engang nærlæser hjælpepakkerne, selv hvis de har brug for dem. De går bare naturligt ud fra, at det ikke er en reel mulighed. Når ingen myndigheder taler specifikt om en hjælpepakke til sexarbejderne, bekræfter det den antagelse.
– Fordi rufferilovgivningen blev skrevet i en tid hvor sexarbejde stadig var ulovligt, er formuleringerne i den forældede og svære at fortolke i forhold til små selvstændige. Det er svært at regne ud, om f.eks. en revisor eller bogholder kan retsforfølges for at hjælpe en sexarbejder med regnskaberne. Ofte ved man ikke om en bestemt ydelse er ulovlig, før der bliver afsagt dom om det i en konkret sag. Derfor frygter mange sexarbejdere, at folk de arbejder sammen med kan komme i klemme, hvis de forsøger at dokumentere deres indtægt lovligt og ordentligt.
– Nogle sexarbejdere er svært socialt udsatte og kan ikke overskue at manøvrere i statens systemer, hverken for at indberette skat og moms eller søge en hjælpepakke. Mange i denne gruppe har heller ikke nogen opsparing, de kan bruge af, mens de venter på at en ansøgning bliver behandlet. Man har ikke fra regeringens side taget højde for denne gruppe ved f.eks. at indrette en af de eksisterende hjælpepakker efter deres behov eller lave en særskilt pakke til de mest udsatte.
P.t. udviser langt de fleste sexarbejdere samfundssind og har indstillet arbejdet. Nogle er heldige at have en opsparing, en familie at låne penge af eller et andet job, der kvalificerer dem til hjælp. For andre er situationen mere desperat. Fælles for alle sexarbejdere er, at vi – også under denne krise – forventes at udvise solidaritet med samfundet, uden at samfundet udviser solidaritet med os.
Kort tid før coronakrisen opløste socialminister Astrid Krag et udvalg, der skulle have redet trådene ud i det rod af forældet lovgivning og stigmatisering, der afskærer sexarbejderne fra det almindelige sociale sikkerhedsnet. Nu mere end nogensinde er det tydeligt, hvorfor det er vigtigt at fjerne disse forhindringer, så også sexarbejderne kan sikres på lige fod med alle andre. Der er ingen der tager skade af rettigheder, men især lige nu kan det gøre stor skade, at nogle ikke har dem.