Vi er en interesseorganisation for sexarbejdere i Danmark. SIO fungerer som samlings- og kontaktsted for alle sexarbejdere. Organisationen blev oprettet i 2008 og har p.t. lidt under 200 medlemmer. Det er første gang nogensinde, at så mange sexarbejdere er organiseret i Danmark.
Intet om os – uden os
Bag SIO’s princip ”Intet om os – uden os” ligger, at SIO grundlæggende ser sexarbejdere selv som eksperter i eget liv og egen branche. Fordi de er en del af branchen, har de et andet kendskab til sexarbejde end ikke-sexarbejdere. For SIO er det derfor afgørende, at den viden sexarbejdere ligger inde med om området kommer frem i lyset. Vi er af den grundlæggende opfattelse, at sexarbejdere bør involveres, og aktivt involvere sig i alle dele af tilrettelæggelsen af samfundsforhold og indsatser vedrørende dem og deres erhverv – herunder debatter, udredninger, forskning og beslutnings- og udmøntningsprocesser.
Politisk talerør
SIO fungerer som politisk talerør: Organisationens primære opgave er at identificere og arbejde for at fjerne lovgivnings- og holdningsmæssige barrierer for sexarbejderes rettigheder, sundhed og trivsel. For at sexarbejdere kan arbejde under sikre forhold i beskyttede, sikre miljøer, ønsker SIO at rådgive og informere ikke kun andre sexarbejdere, men også beslutningstagere.
Vi vil også høres
SIO har som formål at give sexarbejdere i Danmark en fælles stemme i den offentlige debat om vores erhverv. Vi vil tale vores egen sag. Derved ønsker vi at nuancere billedet af sexarbejdere for at undgå, at forestillinger om sexarbejdere som svage, selvdestruktive, psykisk ustabile og ødelagte får lov at dominere i debatten og den generelle holdning til sexarbejde. SIO vil på ingen måde benægte, at nogle sexarbejdere har massive psykiske, sociale, økonomiske problemer eller problemer med rusmidler. Det må på ingen måde bagatelliseres. Vi ønsker heller ikke at lukke øjnene for ofre for trafficking, der tvinges ind i branchen mod deres vilje. Vores hensigt er blot at gøre opmærksom på, at denne skyggeside ikke er en del af sexarbejde. Sexarbejdere bestemmer selv over egen krop, og vores valg af erhverv er frit og velovervejet. Det skyldes ikke tvang eller nød.