Sexlegetøj

Nu er der vist kommet et “Dukkebordel” i Århus og så er der nogen, der mener det er relevant at spørge en politisk organisation, der kæmper for afkriminalisering af sexarbejde, hvad de synes om det.

SIO mener ikke noget om dukkebordellet. SIO mener heller ikke noget specifikt om dildoer eller andet sexlegetøj.

Måske har den enkelte sexarbejder en mening om diverse sexlegetøj og sex-arrangementer men der er vist ikke lavet nogle undersøgelser om lige det emne. Derfor er det ikke muligt, at sige hvad sexarbejdere generelt mener om det.

Men spørgsmålet afslører synet på sexarbejde og sexarbejdere. Man opfatter os  åbenbart som en slags sexlegetøj. Et hjælpemiddel. Sammenlignelig med sex-dukker.

Men her er lidt basis viden om sexarbejde:
Sexarbejde er et seksuelt møde mellem mennesker. Det er en intim interaktion mellem mennesker. Folk besøger en sexarbejder fordi de ikke synes det er tilfredsstillende at bruge sex legetøj eller deres egen hånd. De vil ligeså gerne give nydelse som de vil modtage den. For de fleste mennesker handler sex om både at give og modtage. Sådan er det også for de mennesker, der enten arbejder som sexarbejder eller køber sex af en sexarbejder.

For 12 år siden blev sex-kunders motiv for at købe sex undersøgt grundigt af Sociolog Claus Lautrup. Han gav undersøgelsen titlen “Det skal ikke bare være en krop mod krop-oplevelse…”

Titlen siger noget om, at sexkunder ikke besøger sexarbejdere bare for at få en udløsning. Så kan man ligeså godt blive hjemme og hjælpe sig selv. Eller man kan gå på dukkebordel.